Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
Å jeg dåre, jeg syntes igjen at hun blev litt glad fordi jeg
viste så megen fremfærd og hæftighet, hendes læber bævet
som om jeg hadde rørt hende. Så blev hun var papiret på
bordet og læste min undskyldning for at jeg var kommet, det
gik vel op for hende at jeg ikke var så dristig og stormende
som jeg hadde git mig ut for.
Nå, Benoni har bedt Dem gå hit! sa hun. Jeg skjønte det.
Jeg svarte intet hertil, men jeg vilde ikke opgi å gløde mere;
det gik så godt nu. Jeg stillet mig foran hende og så på hende
og sa pludselig: Ai!
Da så hun på mig tilbake og begyndte å le litt småt og
hun spurte leende:
Hvad går det av Dem? Nei vær nu rolig!
Mit bryst hoppet op og ned, jeg handlet i stor indre frygt
da jeg steg frem et skridt og slog armene om hende. Jeg dirret
og sa intet, men søkte med mit hode ind til hendes, til hendes
hals og aksel. Det varte næsten intet øieblik, hun hadde let
for å komme ut av mine armer og pludselig driver hun mig
med flat hånd under øret. Jeg hørte som et hjul spinde i mit
hode og jeg tumlet ned på en stol.
En ørefik!
Stakkars Rosa, hun fik selv stor møie med å trøste mig og
gjøre slaget godt igjen, jeg kom mig bare småt og sent til
besindelse. Hun talte for mig og lo litt og gjorde mange spørs-
mål: Hvad mener De? Hvor har De lært det? Jeg har aldrig
set på maken! Så, nu skal De ikke bry Dem om det mere!
Da det klarnet i mit hode var jeg sunket tilbake i min
elendige ydmyghet, jeg var bare glad over at Rosa ikke viste
mig døren. Nei Munken Vendts optræden dudde ikke for
mig, min natur var en anden end hans, han kunde rykke til
sig den han vilde. Å han hadde en nåde til å gjøre vildskaper
og bli undskyldt for dem på stedet!
Det blev mere og mere som før med Rosa og mig. Hun satte
sig til å tale med mig i fuld tryghet igjen og spurte:
De var så anderledes sist også, så hastig på det. Husker
De det?
Det var vel bare en tilfældighet, svarte jeg undvikende.
Og hvorfor kommer De så sjælden til os nu? sa hun. Både
Benoni og jeg snakker om det.
Jeg var blit lam og tam, jeg svarte med min gamle sørg-
modighet:
Jeg kommer og kommer, ja tak, altid kommer jeg. Men De
har det kanske bedre når jeg er borte, det ser så ut. De sitter
her og har det godt hele tiden; men når jeg kommer så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
