Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263
læberne hårdt sammen efterpå og nikket. Denne ransaking
bestod i at Sirilunds kvinder ved kvældsbordet julaften stak
til sig en sølvgaffel eller ske som de siden måtte op på Macks
værelse og utlevere igjen. Å Mack ransaket nok gafler og skeer
frem, hans nærgåenhet skulde være utrolig og det kunde
efter tur være seks kvinder på hans værelse den kvæld. Han
var en såre vild og utskeiende mand. Man hvad som forbau-
set mig var den orden og tukt han kunde øve på alle disse
piker og koner som var medvidere i hans levnet. Hele året
igjennem var det ikke en klage over ham, men derimot den
største respekt. Han hadde vel herskergaven mere end nogen
anden og brukte den på rette måten; mig var det en stor gåte.
Det nærmet sig nu jul med stærke skridt og det var en over-
hændig trafik med kjørende og gående på Sirilund, nei kram-
boden, bryggen og kjælderen var ikke tom for folk hele dagen.
Jeg fik nu indbydelse fra Rosas forældre præstefolkene i nabo-
soknet om å være julen over hos dem, de var så enslige og jeg
vilde være dem til megen opmuntring om jeg kom. Da jeg
talte med baronessen og Mack herom sa de begge at jeg vilde
bli savnet herhjemme, men at jeg vilde gjøre præsten Barfod
og hans hustru en glæde; senere talte jeg også med Rosa og
hun bad mig reise. Jeg besluttet da at lille julaftens morgen
vilde jeg begi mig på vandring til nabosoknet og jeg vilde
gå gjennem almænningen.
Nu så det forresten ut til at Gud vilde huske gamle Fredrik
Mensa og løse op for ham, hans mave som hele tiden hadde
tålt alt slog nu feil og han fik en livsfarlig syke. Hans datter
som var gift med undermølleren og var en særdeles flink og
pen kone kom nu til farns sykeleie og vikte ikke derfra en
hel nat; men hun hadde selv små børn og kunde ikke længer
være hjemmefra. Da hun gik hjem blev hægtemakeren sat til
å passe den syke med varme omslag og det var synd som han
bar sig ad. Efter et par døgn kom det for en dag at hægte-
makeren la isstykker i omslagene, han gjorde også det som
værre var og gnidde flittig den sykes mave med isklumper.
Herunder blev oldingen bare farlig værre for hver time og
han hadde rier som løftet ham høit fra sengen og fik hans mund
til å trække sig op til øret. Aldrig hadde vel denne seige olding
været så syk, han forstod det heller ikke og skrek svært;
desværre syntes han også å få erindringen tilbake om det han
før i sit bevisste jordeliv hadde pleiet å gjøre når noget var
ondt: han svor svære eder og spyttet så det drev. Det var rys-
tende å høre og se på og det var bare når han var blit sløv
igjen og fik litt fred for smerterne at oldingen sa tut tut,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
