Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270
visst gjort på slump, Hartvigsen visste så lite, han var intet
uten rik. Her står om nogen ledige melsækker som kaldes tara
skjønt de er av strie, sa han; hvad er nu det for tungemål? Og
det blev i sandhet et tungvint liv for ham hvert øieblik å
måtte løpe op trapperne til Mack og spørre om alt. Jeg var
tilfreds min kompagnon kom på benene igjen! sa Hartvigsen.
Han var nu virkelig vanhjulpen. De to krambodsvender
var vistnok gamle i tjenesten og kjendte ut og ind al handel
ved disken, men intet mere. Dertil kom at Hartvigsen måtte
gripe ind endog i selve krambodhandelen. Folk hadde fåt
den vane å ville ha med Hartvigsen og ingen anden å gjøre,
de så sin fordel i å henvende sig til ham efter at de hadde
fåt avslag hos de to krambodsvender, og Hartvigsen var ikke
den mand som man kom forgjæves til. Det var i sandhet
rørende og smukt å høre ham avgjøre en ting med et eneste
lite ord. Når fiskeren kom med sin nødlidende begjæring
svarte Hartvigsen bort til Steen krambodsvend: Jaja, manden
har familje, du får skrive det i B. Hartwich sin store bok! Det
var enden. Da Aron i Hopan kom, denne oprindelige eier av
de kostbare sølvberg, strøk Hartvigsen egenhændig al hans
gamle skyld i bøkerne og lot ham få fuld utrustning til Lofoten
for intet. Samme Aron gik nu blandt sine gelikere for en meget
holden mand.
Mack kom ikke på benene og han tok av så han blev blek
og indfalden. Doktoren kom. Medikamenter blev blandet og
det var forskjellige medikamenter for morgen og aften. Men
Mack kom sig ikke. Tilslut måtte kontoret og al forretning
næsten gå istå. Det var en stor forstyrrelse på hele Sirilund og
ingen orden på noget.
Jeg går til Rosa og frembærer hilsen fra hendes forældre;
Hartvigsen er tilstede. Det blir ingen videre snak mellem os
undtagen at jeg også hilser Rosa fra hendes værelse derhjemme
og fra noterne som lå igjen efter hende, desuten også fra
pikerne på præstegården. Hun hørte på alt og blev rørt, det
kom vel av hendes tilstand.
Min hustru er så fuld av frygt for forskjellig, sa Hartvigsen.
Jeg var tilfreds De kunde snakke litt med hende.
Edvarda baler vel bare bra? spurte Rosa da for å tale om
noget andet.
Hartvigsen reiste sig litt krænket og ytret:
Jaja, det var ikke ondt ment det jeg sa.
Så tok han sin hat og gik ut.
Rosa gik efter, det blev snakket litt i gangen, og da Rosa
kom ind igjen hadde hun røde øine. Så sa hun:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
