Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201
Han hadde ikke hænder og armer til nogen ting, derfor gik
han også med de skjæveste skohæler som han ikke hadde frem-
færd til å lægge jærn under. Overkroppen derimot — å en slik
forskjel på to kamerater! Overkroppen han sat hver kvæld
når han tok støvlerne av og mønstret dem og smurte dem
gagnelig med varm tjære, og var det såsandt en flæk tilovers
et eller andet sted under sålerne så drev han endda en siste
og en allersiste avhuggen spiker ind i sine støvler. Så blev det
også støvler! De veiet godt på føtterne og varte 1 fire år. Men
hægtemakerens sko dem så han med forargelse på.
De to kamerater talte nu ikke så meget sammen som før,
Overkroppen blev mere og mere ensom. Nei hægtemakeren
han hadde nu fåt mange andre interesser, konen og barnet,
han var blit gift, var husfar; Overkroppen blev alene med
mindet om Bramaputra. Hvad skulde de så snakke om? Des-
uten var det ingen besked ved komedianten: han gik og brisket
sig i lang tid over at han hadde fåt låne Macks to hester
og spidsslæder på sin bryllupsfærd; hvad var det å ihukomme
for en voksen mand? Men hadde Mack lagt på lønnen? Og
hadde de nygifte fåt skikkelig tak over hodet?
Å dette siste spørsmål var dog altid i hægtemakerens tanker:
kammerset var endnu ikke hans, lægdslemmet Fredrik Mensa
døde ikke. Hægtemakeren sa til Overkroppen: Var jeg så
stærk som du så skulde jeg slå liket ihjæl — sa denne person
med de jammerlige hænder og armer! Det var intet andet iveien;
men han hadde ikke kræfternel Overkroppen svarte: Du snak-
ker som et kreatur! Vi kan ikke prekevere os, vi får ikke puste!
skrek hægtemakeren da. Jaja, sa Overkroppen tungt og sindig,
det er værst for barnet! Hægtemakeren vedblev å rase. Hvor-
for kan ikke Jens Barnefar komme ned til liket igjen? Hvad
skulde være iveien? Han var der før mig; men nu har han fåt
et loft.
Overkroppen hadde ret, det var værst for barnet. Det var
en god og stor gut med brune øine, han fik aldrig et pust ren
luft undtagen når han blev godt klædt og ført ut av kam-
merset; hele natten lå han og pustet tæt i næsen og gråtende i
Fredrik Mensas luft. Men alt er viselig indrettet i livet: et
barn har sikkert ingen videre fornemmelser, det utstår alt.
Og Fredrik Mensa lå jo også der og sa tut tut og bobo bobo
som for å være barnet til fornøielse; den blide olding klaget slet
ikke over at det var kommet et skrikende barn i kammerset,
skulde så nogen klage over ham?
Uker går, vi mærker allerede at dagene blir længer, det vel-
signede lys vendte så småt tilbake. For å bekjende alt var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
