Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- En vandrer spiller med sordin (1909)
- Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
309
jeg, det skal en viss grad av ringhet i ævnen til for å gå og være
varig tilfreds med livet og atpå kjøpet vente sig noget nyt og
godt av det.
Men jeg var oplagt til å lære litt av alt på min vandring,
selv denne stakkar sat der på sin dørhelle og gjorde mig klokere
på en enkelt småting. Hvorledes hadde han kunnet ta feil av
mig og kvindemennesket Ingeborg som han kaldte på? Jeg måtte
være kommet for stille gående, jeg hadde glemt å være gamp,
mine sko var for lette. Jeg var blit forvansket av alle de finheter
jeg hadde faret med i mange år, jeg fik studere tilbake til
bonde.
*
Nu hadde jeg tre dager igjen til det mål som min nysgjærrig-
het hadde sat sig, til Øverbø, til kaptein Falkenbergs. Det høvet
bra å komme gående dit nu og spørre om arbeide, det var en
lang våronn å gjøre på den store gård. Det var seks år siden jeg
hadde været der sist, tiden var gåt, jeg hadde nu i nogen uker
latt mit skjæg stå, så ingen vilde kjende mig igjen.
Det var midt i uken, jeg vilde lage det slik at jeg kom frem
til lørdags kvæld. Så vilde kapteinen foreløpig la mig være hel-
gen over og tænke på min anmodning, mandag vilde han så
komme og si ja eller nei.
Det var mærkelig nok ingen spænding i mig ved tanken på
det som forestod, nei ingen uro, jeg gik og vandret ganske småt
og godt forbi gårder og skoger og enger. Jeg tænkte ved mig
selv: på dette samme Øverbø har jeg dog engang gjennemlevet
nogen indholdsrike uker, jeg var endog forelsket i fruen, i fru
Lovise. Visst var jeg så. Hun hadde lyst hår og grå, mørke øine,
hun var som en ung pike. Det er seks år siden, å så længe siden,
har hun forandret sig noget videre? Mig har tiden tæret på, jeg
er blit dum og avblomstret og likegyldig, nu ser jeg på en
kvinde som på litteratur. Det er enden. Hvad så? En ende skal
alt ha. Jeg hadde i begyndelsen av denne tilstand en følelse
som om jeg hadde mistet noget, det var som om jeg var blit
forkjælet av en lommetyv. Så satte jeg mig til å kjende efter
om jeg kunde utstå mig efter dette, om jeg virkelig kunde for-
dra mig. Åjo. Det er ikke som før, men det hele gik lydløst,
men fredelig, men sikkert. En ende skal alt ha.
I den gamle alder lever man ikke livet med, man bare hol-
der sig på fote ved erindringer. Vi er som brever som er sendt
ut: vi befinder os ikke længer under befordringen, vi er kom-
met frem. Så er det da om vi har hvirvlet glæder og sorger op
ved vort indhold eller vi intet indtryk har efterlatt. Tak for
livet, det var morsomt å leve!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 19:55:57 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/hamsun/6-5/0311.html
