Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
Men kvinden hun var som alle vise visste før: uendelig ringe
i ævner, men rik i uansvarlighet, i forfængelighet, i letfærdig-
het. Hun har meget av barnet, men intet av dets uskyld.
Jeg står ved stolpen hvor veien tar op til Øvrebø. Det er
ingen bevægelse i mig. Stor og lys så ligger dagen over enger og
skoger, hist og her pløies og harves det i akrene, det går næsten
ubevægelig småt, det er høstdags leite og het sol. Jeg går længer
end til stolpen for å forhale tiden noget før jeg går tilgårds.
Efter en times tid tar jeg ind i skogen og vandrer litt omkring
derinde, det er bær i blomst og duft av grønt småløv. Masser
av trost jager en kråke foran sig bortover himlen, de sjauer
svært, det er som en virvarslyd av ubrukbare kastagnetter. Jeg
lægger mig bakover med min sæk under hodet og sovner.
Efter en stund våkner jeg igjen og går til nærmeste plog-
mand, det er min hensigt å spørre mig litt for om Falkenbergs
på Øvrebø, om de lever endda, om de har det godt. Jeg træffer
en mand som gir mig et og andet forsigtig svar, han står der
småøiet og indful og sier: Det står på om kapteinen er hjemme.
— Pleier han å være borte? — Neida han er nok hjemme. — Har
han gjort våronnen sin? — Manden smilte: Ånei det har han vel
ikke. — Har han folk nok? — Det vet jeg ikke, ja det har han
visst. Og våronnen er gjort, ialfald er gjødselen utkjørt. Jada.
Så smatter manden på hestene og pløier videre og jeg følger
ham. Det var ikke meget å få vite av ham. Næste gang hestene
stanser og puster på lirker jeg ut av manden et par motsigelser
til om folkene på Øvrebø: Kapteinen var jo på moen somrene
utover og i den tid var fruen alene. Ja de hadde jo altid mange
fremmede hos sig, det forstår sig; men kapteinen var borte. Ikke
for det, han trivdes visst bedst hjemme, men han måtte jo være
på moen også. Nei de hadde ingen børn endda, det så ikke ut
for at hun fik børn, fruen. Hvad sier jeg, det kan bli mange børn
endda, aldrig så mange børn, hvad det angår. Nåda, gamper!
Vi pløier og puster på igjen. Jeg vil nødig komme ubeleilig
til Øvrebø og spør manden om han tror det er selskap og frem-
mede på kapteinsgården idag? — Det trodde han ikke. Det
hændte nok at det var selskap, men. Og musik og spil og gjæs-
ter det var det nu til enhver tid, men. Ikke for det, kapteinens
var fine folk og hadde vel råd til det, slik rikdom og gromhet
som der var.
Denne plogmand var et kors. Jeg prøver nu å få vite litt om
en anden Falkenberg, min gamle fælle i tømmerskogen, han som
stemte pianoer i en snæver vending, Lars Falkenberg. Og her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
