Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
313
Søndag.
Jeg må være forsigtig med ikke å vite noget fra før her på
gården, hvor langt for eksempel kapteinens skoger strækker
sig, hvor de forskjellige huser og uthuser er beliggende, brønden,
veiene. Jeg puslet med å sætte mig istand til morgendagen,
smurte kjærren og sælen og stelte litt ekstra med min hest. Om
eftermiddagen tok jeg en fire fem timers vandring omkring i
kapteinens skoger, passerte Lars" rydning uten å gå ind i stuen
og kom helt til skillet mot nabobygden før jeg vendte om. Det
forundret mig at skogen var så stærkt hugget.
Drengen spurte da jeg kom hjem:
Hørte du sang og leven i nat?
Ja. Hvad var det?
Det var gjæsterne, svarer drengen leende.
Ja gjæsterne! De var altid så mange på Øvrebø nu.
Det var en overmåte fet og dertil kvik herre iblandt dem,
han hadde opsvingede moustascher og var kaptein ved samme
våpen som Falkenberg, jeg så ham og de andre gjæster komme
sivende ut av huset i løpet av kvælden. Det var en mand som
de kaldte ingeniør, han var ung, nogen og tyve år, middels stor,
brun i huden og uten skjæg. Og der var Elisabet fra præste-
gården. Jeg husket Elisabet nøie, derfor kunde jeg kjende
hende igjen straks skjønt hun var blit seks år ældre og mere
moden. Lille Elisabet fra fordums dager var ikke en ung pike
længer, hendes bryst stod så ut og gav indtryk av overdreven
sundhet, drengen fortæller at hun er gift, hun tok ung Erik
allikevel, en gårdmandssøn hun hadde været kjær i fra barne-
dagene. Hun vedblev å være veninde med fru Falkenberg og
kom ofte hit til Øvrebø. Men manden var aldrig med.
Nu står Elisabet ved flagstangen og kaptein Falkenberg kom-
mer dit også. De prater et og andet og er optat med sit; kap-
teinen ser sig litt om for hver gang han skal si noget, så det er
kanske ikke likegyldigheter han sier, men tværtimot noget han
er forsigtig med.
Der er den fete lystige kaptein, vi hører hans latter ind i
borgstuen, han roper til Falkenberg om å følge med, men får
bare et kort svar påskrå imot sig. Det går nogen stentrin ned
til syrinskogen, dit stævner kapteinen nu; bakefter følger en
pike med vin og glas. Sist går ingeniøren.
Drengen brister i latter ved siden av mig og sier:
Nei den kapteinen!
Hvad heter han?
De kalder ham bare Bror allesammen, både ifjor og iår. Jeg
vet ikke hvad han heter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
