Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
Og ingeniøren?
Han heter Lassen, hører jeg. Han har været her bare en gang
før i min tid.
Så kom fru Falkenberg ut på trappen, hun stanser et øieblik
og ser over til de to ved flagstangen. Hun er så pen og fin i
kroppen endda, men hendes ansigt er slapt, det er som om
hun har været fyldigere i kinderne før i tiden og nu er
svanet ned. Nu tar hun veien til syrinskogen hun også, da
kjender jeg hendes gang igjen, den er rolig og myk som før.
Men naturligvis har vel tiden tat meget av hendes gode ut-
seende efter så mange år.
Det kommer nogen mennesker til ut av huset, en ældre dame
med sjal om sig, hun følges av to herrer.
Drengen fortæller mig at det ikke altid er så mange frem-
mede på gården; men i forgårs da det var kapteinens fødsels-
dag hadde to vogner med mennesker kommet susende; de fire
fremmede hester stod endda i stalden.
Der ropes nu for alvor på de to ved flagstangen og kapteinen
svarer utålmodig ja, men vedblir å stå. Der tar han et støvgran
av Elisabets aksel, der ser han sig godt omkring og lægger sin
hånd på hendes arm og indprenter hende noget.
Drengen sier:
De har altid så meget å snakke om de to. Hun kommer ikke
her nogen gang uten at de går lange turer.
Bryr fru Falkenberg sig om det?
Jeg har ikke hørt andet.
Har heller ikke Flisabet nogen børn?
Jo hun har mange børn.
Hvorledes kan hun komme så ofte ifra børnene og den store
gård?
Det står ikke på så længe Eriks mor lever. Så kan hun nok
komme ifra.
Drengen går ut og jeg blir alene i borgstuen. Her sat jeg
engang og konstruerte på en mærkelig tømmersag. Å hvor jeg
var interesseret! Der inde i kammerset lå drengen Petter syk,
men jeg sprang varm av iver ut i skålen hver gang jeg skulde
banke noget. Nu tænker jeg på den skogsag som på litteratur.
Slik steller årene os alle til.
Drengen kommer ind igjen.
Hvis ikke de fremmede reiser imorgen heller så tar jeg to av
hestene deres og pløier med, sier han og er bare opfyldt av sit.
Jeg ser ut av vinduet. Endelig er de to ved flagstangen gåt
sin vei.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
