Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
Nei den unge støveren som næsten fik fruen til å —! Det var
på et hængende hår!
Hvad fik han fruen til! Skinsyken stak mig, jeg sluttet med
å være ophøiet og spurte gjennemtrængende om alle ting: Hvad
gjorde de, sier du? Hvorledes gik det til?
Ragnhild visste ikke begyndelsen. Fruen hadde git hende be-
sked om at et brev blev hentet opi rydningen, når det kom skulde
Ragnhild bie til lampen i fruens værelse blev slukket og komme
like op til fruen med det. Ja, svarte Ragnhild. Ikke før jeg sluk-
ker lampen, hører du! sa fruen igjen. Og Ragnhild hadde git
sig til å vente på brevet. Men det tok en evighet, hun var også
begyndt å tænke, å fundere, det hele var noget rart, hun gik op
på gangen sålænge for å prøve å få vite noget. Indenfor hørte
hun fruen og ingeniøren snakke frit med hverandre og hun var
begyndt å lytte. Da hun kikket gjennem nøkkelhullet så hun at
fruen holdt på å løse sit hår op, alt imens ingeniøren sa at hun
var deilig. Å den ingeniøren, så kysset han hende!
På munden? Neida!
Ragnhild så min grove ophidselse og vilde berolige mig:
På munden? Nei kanske ikke rigtig, men. Og ingeniøren har
ikke nogen pen mund, synes jeg. Nei men så fint du har bar-
beret dig; få se!
Men hvad sa fruen til det? Vridde hun sig ikke bort?
Jo det gjorde hun visst. Joda. Og så skrek hun.
Skrek hun?
Ja hun ropte i. Og: hys! sa ingeniøren. Og hver gang fruen
snakket høit så hysset han på hende igjen. Nei de må gjærne
høre os! svarte fruen bare, de sitter selv dernede i buskerne og
er kjærester, sa hun. Det var om kapteinen og Elisabet i præste-
gården. Se her sitter del sa hun og gik til vinduet. Javel, javel,
sa ingeniøren også, men stå ikke der med utslåt hår! Han gik
efter hende og fik hende tilbake igjen. Så sa de mange ting og
når ingeniøren snakket lavt spurte fruen op igjen. Når nu bare
ikke du skrek så høit så kunde her være meget stille, sa han til
hende. Så tidde hun og bare smilte til ham og sat stille. Hun
var gruelig glad i ham.
Så?
Ja det så jeg. Glad i en slik en! Han la sig bort til hende og
tok med hænderne akkurat sån, se her!
Sat fruen stille da også?
Åja nokså stille. Men så gik hun til vinduet for anden gang
og kom tilbake igjen; hun gjorde så med tungen og gik like bort
til ham og kysset ham. At hun vilde! For han har ikke nogen
pen mund. Så sa han: Nu er vi aldeles alene og kan høre om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
