Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389
Tænk hun er frugtsommelig, sa Ragnhild pludselig.
Vi så på hverandre. Over drengens ansigt la sig som et lag
av utydelighet, han visnet, det var som øinene sovnet. Hvorfor
tok han sig så nær av det? For å si noget spurte jeg da:
Skulde fruen ringe, sa hun?
Ja så ringte hun. Hun vilde si noget til kapteinen, men hun
var rædd, hun vilde ha mig hos sig. — Ta og tænd et lys også
og pluk op igjen alle disse verdens knapperne som faldt ned
for mig, sa hun til mig. Og så ropte hun på kapteinen på hans
værelse. Jeg tændte lyset og begyndte å plukke knapper, det var
mange dusin og av alle sorter. Kapteinen kom. — Jeg vil bare
si dig, sa fruen til ham med en gang, at du var jo så snil å sende
Ragnhild efter mig idag. Gud velsigne dig for det! — Nå, sa han
og smilte, ja du var så nervøs, min ven. — Ja jeg er nervøs, svarte
hun, men jeg må vel bli bedre. Nei feilen er at jeg ikke har
nogen datter som jeg kunde lære op til å bli rigtig bra. Det er
ingen ting igjen for mig! — Kapteinen satte sig på en stol. Joda,
sa han. — Joda, sier du? Ja i den boken dér står det rigtignok —
å de elendige bøkerne, Ragnhild, ta dem ned og brænd dem!
sa hun; nei nu skal jeg sandelig rive dem godt i stykker og lægge
dem i ovnen her! sa hun så. Og så rev hun bøkerne i stykker og
tok mange blader av gangen og kastet dem bort til ovnen. Vær
nu ikke så nervøs, Lovise! sa kapteinen. — Klostret, sa hun, det
var det som stod. Men jeg kan jo ikke gå i kloster. Så det er
ingen ting igjen for mig. Du tror jeg ler når jeg ler, sa hun til
kapteinen, men jeg tar det tungt og ler ikke. — Har tandpinen
git sig? spurte han. — Nei du vet godt at ikke tandpinen gir sig
hos mig på længe endda. — Nei det visste jeg ikke. — Ikke det?
— Nei. — Men Herregud, ser du da ikke hvorledes jeg er? sa
fruen. — Kapteinen så bare på hende og svarte ikke. — Jeg er
Jo — du sa idag at jeg kunde kanske få en datter, husker du
ikke det? — Jeg kom til å se op på kapteinen —
Ragnhild smilte og rystet på hodet, så vedblev hun:
Gud forlate mig at jeg ler, men kapteinen var aldeles mærke-
lig i ansigtet, han var som en sau. — Har du ikke skjønt det før?
spurte fruen. — Kapteinen så bort til mig og sa: Hvad er det
du bestiller så længe? — Jeg har bedt hende plukke op igjen
alle knapperne mine, svarte fruen. Nu er jeg færdig, sa jeg. —
Er du det? svarte fruen og reiste sig; få sel! Og da hun fik æsken
slap hun alle knapperne i gulvet igjen. Å de trillet alle steder,
under bordet og sengen og ovnen. — Nei har du set slikt! sa
fruen. Men hun begyndte straks å snakke på sit igjen en gang
til: Tænk at du ikke har skjønt at jeg — hvorledes det var fat
med mig! — Kan ikke de knappene ligge til imorgen? spurte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
