Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
kapteinen. — Jo kanske det, sa fruen. Men så får jeg dem i
benene. Jeg er ikke flink til å — jeg kan snart ikke plukke —
men gjærne det, lat dem ligge! sa hun og tok til å stryke hans
hånd. Kjære, kjære dig! sa hun. — Så tok han hånden til sig. —
Jaså du er sint på mig, sa hun; men hvorfor skrev du da efter
mig? — Kjære Lovise, vi er ikke alene her, svarte han. — Du må
da vite hvorfor du skrev efter mig? — Det var vel fordi jeg håpet
at det skulde bli godt. — Men det blev det ikke? — Ånei. — Men
hvad sat du da og tænkte på da du skrev? På mig? At du vilde
ha mig igjen? Jeg forstår ikke hvad du tænkte på. — Nu er
Ragnhild færdig, ser jeg, sa kapteinen. Godnat, Ragnhild!
Og så gik du?
Ja, men jeg torde ikke gå langt bort fra fruen. Dere skal tro
det blev ikke godt for hende da jeg gik, så jeg måtte være for
hånden. Og om kapteinen hadde kommet og sagt noget så hadde
jeg benest svaret at jeg gik ikke længer bort, sån som fruen var.
Ikke for det, han kom heller ikke; men de begyndte bare å
snakke mere derinde. Jeg vet nok hvad du vil si, sa fruen, og
det er kanske ikke du som er — ja som kanske ikke er far, sa
hun. Åjo det kan nok hænde forresten; men jeg vet ved Gud
i himlen ikke hvad slags ord jeg skal bruke nu så du kan tilgi
mig! sa hun og gråt. Å kjære gjør det, gjør det! sa fruen og la
sig på knæ på gulvet. Nu har du set at jeg har kastet bort
bøkerne, og det lommetørklædet med bokstaverne har jeg
brændt før, og der ligger bøkerne, ser du —. Ja og der ligger et
nyt lommetørklæ med de samme bokstaver, sa kapteinen; å du
gode Gud hvor du er flink mot mig, Lovise! — Fruen blev svært
ilde ved: det gjør mig ondt at du fik se det, sa hun, det må ha
fulgt med mig fra byen i sommer, jeg har glemt å se over mit
tøi siden. Å men det kan da ikke gjøre stort? Vel? — Neida, sa
han. — Og hvis du bare vil høre litt på mig, sa hun videre, så
er det nok du som — at det er dit barn. Hvorfor skulde det ikke
være det? Jeg kan bare ikke si det rigtig. — Sæt dig igjen! sa
kapteinen. — Men fruen hun misforstod ham vel, hun reiste sig
og sa: Ja ser du der, du vil ikke høre på mig. Men da må jeg
rigtignok spørre hvorfor du skrev efter mig og ikke lot mig
være? — Til det svarte kapteinen noget om en person som er
opvokset i en fængselsgård, kaldte han det: ta ham ut fra fæng-
selsgården så vil han længes dit igjen, sa han. Det var noget
sånt. — Ja men jeg var hos papa og mama og de var ikke så
hårde som du, de sa at jeg hadde været gift med ham og de var
slet ikke urimelige imot mig. Det er ikke alle som ser slik på
dette som du. — Nu kan du visst blåse ut det lyset efter Ragn-
hild, sa kapteinen da; jeg synes det står der ved siden av lam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
