Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
391
pen og brænder så skamfuldt. — Over mig? spurte hun. Jo det
var det du mente. Men du har da også megen skyld. — Ja mis-
forstå mig ikke, jeg har megen skyld, sa han straks; men det er
ikke noget å plukke på for dig. — Nei det synes du ikke. Nu har
jeg aldrig —! Så du har ingen skyld? — Jo, sier jeg! Ikke den
skyld du har ment, men anden skyld, gammel og ny skyld. Så!
Men jeg bærer ikke hjem nogen løsskyld under hjærtet til dig.
— Nei, sa fruen, men det var sandelig du som hele tiden ikke
vilde at jeg skulde bli — at vi skulde få nogen børn og det vilde
ikke jeg heller, men det var du som skulde visst bedre. Og det
sa de hjemme også. For hadde jeg hat en datter —. Du kan spare
dig den føljeton, sa kapteinen, den føljeton i et blad, eller slikt
noget, sa han, den kunde hun spare sig. — Ja men det er sandt,
svarte fruen, jeg skjønner ikke at du kan nægte det. — Nei jeg
nægter ingenting. Sit nu stille og hør på mig Lovise: de børn
og den datter du har fåt det så travelt med det er noget du har
hørt om nu nylig. Og straks du hørte det så fandt du en redning
i det. Men du gjorde ikke påstand på børn før, jeg hørte aldrig
det. — Ja men du skulde visst bedre. — Atter noget du har hørt
om nu nylig. Men det er det samme, det kan gjærne hænde at
vi vilde ha fåt det bedre med børn. Det er gåt op for mig også
nu, men desværre for sent. Og der sitter nu du sån som du sitter!
— Ja Herregud! Men kanske det er du som — jeg vet ikke —
ånei —. Mig? sa kapteinen og rystet på hodet. Ja det skulde jo
være morn som visste slikt; men i dette tilfælde er det altså ikke
morn som vet det. I mit ægteskap er det ikke morn som vet det.
Eller vet du det? — Det tidde fruen til. — Vet du det, spør jeg?
— Ånei det tidde også fruen til, men hun la sig på gulvet igjen
og gråt. Nei sandelig jeg vet ikke, kanske jeg holder med fruen
allikevel, det var så frygtelig for hende. Og tilslut så vilde jeg
ha banket på og gåt ind, men så sa kapteinen: Du tier, så han.
Men det er også et svar. Det er like så tydelig som et høit rop.
— Jeg kan ikke si mere, svarte fruen og bare gråt. — Jeg er glad
i dig for mange ting, Lovise, sa kapteinen da, og deriblandt for
at du er så sandfærdig, sa han. — Tak! sa hun. — De har ikke
fåt lært dig til å lyve endda. Reis dig op! — Kapteinen hjalp
hende selv op og satte hende på stolen igjen og det var så sørge-
lig hvor fruen gråt. — Ti nu stille, sa han, jeg vil spørre dig om
noget: Skal vi vente og se hvorledes det ser ut, hvad slags øine
det får og slikt? — Ja Gud velsigne dig lat os det! Å kjære, kjære
dig, Gud velsigne dig! — Og så skal jo jeg prøve å bære det. Det
gnager og kræver, gnager og kræver, men. Og jeg har skyld jeg
også. — Gud velsigne dig! Gud velsigne dig! sa hun igjen. — Dig
også! svarte han. Godnat til imorgen. — Da kastet fruen sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
