Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
Ja det var ofte strid.
Nu var det kommet så vidt igjen at kapteinen og fruen ikke
talte synlig med munden til hverandre, men bare var likegyldige
og så langt bort når de måtte veksle et lite ord. Til sine tider
kunde kapteinen igjen se sin kone i ansigtet og råde hende til
å gå ut i det gode veir og engang bad han hende ind fra gården
for å spille litt på flyglet; men det gjorde han kanske for fol-
kenes skyld og for intet andet.
Det var så sørgelig.
Fruen var stille og vakker og stundom stod hun ute på trap-
pen og så op mot åserne, hun hadde så bløte træk og håret var
rødgult. Hun så allerede ut som en ung og god mor. Men hvor
det var ødslig for hende, ingen fremmede mere, ikke spil og
musik, ingen glæder, men bare sorg og skam.
Kapteinen hadde jo lovet å bære sin byrde indtil videre og
han bar visst alt han kunde. Men han kunde ikke mere. Det var
kommet en ulykke ind på gården og en ulykke er tyngre å bære
end syv byrder. Når fruen en enkelt gang blev hastig og glemte
å være taknemmelig gik kapteinens øine mot gulvet og han ven-
tet ikke længe før han tok sin hat og drev ut. Alle pikerne kunde
fortælle om dette og jeg så det selv nogen ganger. Naturligvis
kunde han aldrig glemme hendes feiltrin, aldrig, men han
kunde tie med det. Men kunde han også tie med det når hun
forglemte sig og sa: du vet jo jeg er upasselig, du vet jo jeg ikke
kan gå så meget som før? — Hys, Lovise! kunde han svare og
rynke brynene. Og striden var i fuld gang: Nu skal du vel minde
mig om det igjen? — Nei det er du selv som minder om det,
du har mistet din blyghet, dit fald har gjort dig fræk. — Å at
jeg kom hit tilbake igjen! Jeg hadde det meget bedre hjemme. —
Ja eller hos hvalpen. — Du sa jo han har hjulpet dig engang?
Ja ved Gud, jeg længes mangen gang tilbake til ham. Hugo er
meget bedre end du.
Hun var så uansvarlig i sine ord, de overskred muligens hen-
des mening. Men hun var blit ukjendelig for os alle og var blit
fordærvet. Fru Falkenberg fordærvet? Nei kanske ikke, Gud vet
det! Hun undså sig ialfald ikke for å komme ut i kjøkkenet om
kvælden og henvende gode ord til Nils dreng om hans ungdom
og styrke. Jeg var vel noget skinsyk igjen og misundelig på dren-
gen fordi han var ung og jeg tænkte: er alle mennesker blit
gale, er det ikke vi ældre som er å foretrække! Var det nu dren-
gens uskyld som stak hende i øinene? Eller vilde fruen bare
holde sig selv litt oppe og prøve å være yngre end hun var?
Men en dag kom hun også op til dammen til Grindhusen og
mig og sat en stund og så på os. Det gik så let å arbeide da en
halv time, graniten blev medgjørlig og føiet sig efter vor vilje,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
