Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vi bygget mur som kraftkarer. Å men fruen sat og var uansvar-
lig nu også og spilte med øinene. Hvorfor la hun ikke av denne
nye vane? Hendes øine var for vægtige til dette spil, det klædte
hende ikke. Jeg tænkte: enten vil hun nu jævne ut igjen hos
Grindhusen og mig sine dumheter med drengen eller hun spil-
ler videre for ny regning, hvad var det rette? Jeg kunde ikke
avgjøre det og Grindhusen forstod sig på ingenting, han sa bare
da fruen var gåt: Det er da et sers gromt og godt menneske den
fruen; hun er mest som en mor. Var hun ikke uti og kjendte om
vandet var koldt for os!
En dag sa hun til mig da jeg stod ved kjøkkentrappen:
Husker du i gamle dager her på gården? da du var her første
gang?
Hun hadde aldrig hentydet til den tid før og jeg kom mig nu
bare til å svare at ja — jo jeg husket det.
Du kjørte mig engang til præstegården, sa hun.
Da begyndte jeg halvt å tænke at hun kanske ikke hadde imot
å tale litt med mig og adsprede sig og jeg vilde hjælpe hende,
lette hende med å komme i vei; litt bevæget blev jeg vel også.
Jeg svarte:
Ja jeg husker det. Det var en herlig tur. Men det blev så koldt
for fruen tilslut.
Nei det var dig det blev koldt for, svarte hun, du hadde lånt
mig dit eget tæppe fra bukken. Stakkars dig!
Da blev jeg endda mere bevæget og jeg skulde desværre be-
øynde å skape mig til: Ai hun hadde ikke helt glemt mig og de
nogen få år siden dengang hadde vel ikke tat så på mig!
Fruen husker visst feil om tæppet, sa jeg; men vi spiste i en
stue, en kone kokte kaffe til os og jeg fik mat av Dem.
Jeg tok med armene omkring en stolpe og lænet mig til ræk-
værket.
Dette støtte hende vel, hun fik det indtryk at jeg belaget mig
på en længere passiar med hende; jeg hadde også sagt: vi spiste
i en stue. Naturligvis hadde jeg gåt forvidt; men jeg var uvant
med å ta mig iagt efter alle disse vandremåneder.
Da jeg så hendes mishag rettet jeg mig straks op, men det var
forsent. Ikke for det, hun var like venlig, men hun var vel blit
sår og mistænksom av sine onde dager og så en uhøflighet endog
i klodsetheten.
Jaja, sa hun, jeg håper du trives like så godt på Øvrebø nu
som dengang.
Så nikket hun og gik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
