Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
399
gjærne være at jeg kommer imorgen. Er det du? sa hun til
Ragnhild som var gåt efter hende med et sjal. Nei nu må jeg
le, du tror jeg fryser!
Det var i det hele tat blit bedre med stemningen hos os alle
på gården og nogen uhygge trykket os ikke længer. Grindhusen
og jeg vi muret på vort stolte bassin og Lars Falkenberg han
kom længer og længer opover med grøften. Da kapteinen blev
så længe vilde jeg drive på og kanske få det meste av vandled-
ningen færdig til han kom; det skulde være et puss om vi blev
helt færdige! Han kunde trænge en liten god overraskelse, for
jo — det hadde ganske rigtig været en strid kvælden før han
reiste. Han var vel igjen blit mindet om sit hjems ulykke, kan-
ske lå det endnu en ubrændt bok og drev på fruens værelse.
Kapteinen hadde endt med å si: Men nu hugger jeg tømmer til
den gjæld. Og jeg har avling liggende for mange penger. Så får
Gud gi mig sin tilgivelse — som han har min. Godnat, Lovise!
Da vi hadde lagt den siste sten på dammen og cementeret
overalt gik Grindhusen og jeg nedover til Lars og overtok hver
vor stubb av gravningen. Det gik villig og vel, en og anden sten
måtte skytes, et og andet træ faldt opi skogen; men opover kom
vi, det var tilslut en lang sort linje fra dammen til gården. Så
gik vi tilbake igjen og grov os ned i den rette dybde. Grøften
skulde jo intet stasværk være, men et underjordisk leie for
nogen vandrør som skulde begraves med det samme. Det gjaldt
bare å komme under tæledybde og intet andet, og det gjaldt å
komme dit før frosten satte ind. Nu kravet den allerede mar-
ken om nætterne. Nils dreng forlot alt andet og kom os til
hjælp.
Men enten jeg muret eller grov så var dette bare arbeide med
hænderne og min hjærne puslet da i sin ørkesløshet med alver-
dens påfund. Hver gang jeg husket episoden med kapteinens
kort gik det som en glans gjennem mit indre. Hvorfor skulde
jeg mere bry mig om det? Neivel. Og jeg hadde heller ikke
fulgt efter til døren.
Men der stod hun og der stod du. Hun pustet imot dig, det
smakte av kjøt. Hun var fra et mørke, nei hun var ikke fra
jorden. Husker du øinene?
Og hver gang vendte det sig i mig og jeg fik kvalme. Det
strømmet ind på mig i en meningsløs rækkefølge vilde og ømme
navne på steder hvor hun kanske var fra: Uganda, Tananarivo,
Honolulu, Venezuela, Atacama. Var det vers? Var det farver?
Jeg hadde ingen råd med dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
