Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
Det gik nogen dager. Kapteinen var ikke vendt tilbake, men
det var kommet et venlig brevkort fra ham til fruen: han håpet
å være hjemme igjen i næste uke. Samtidig skikket han hjem
rør, kraner og cement til vandledningen.
Her skal du se, sa fruen til mig og kom med kortet. Kapteinen
sender disse saker til dig og ber dig om å la dem hente på sta-
tionen.
Vi stod der begge og læste i kortet; det var midt ute på gården
og høgstdags. Jeg vet ikke å forklare det, jeg stod like ved hende,
med hodet bøiet ind til hendes, og det gjorde godt til mig ind i
mit inderste. Da hun hadde læst ifra sig så hun op på mig. Hun
spilte intet spil, men blev vel var et andet uttryk i mit ansigt,
hun vedblev å se på mig. Følte også hun min nærhet som jeg
hendes? Disse to tunge øine som løftedes og blev stående imot
mig var lastet til randen av kjærlighet. Hun kunde ikke være
tilregnelig, hendes blik var patologisk dypt, opblandet bakover
i hende av det liv hun bar under sit hjærte. Hun begyndte å
puste og hendes ansigt mørknet over det hele av rødme, så svin-
get hun om og gik sagte bort.
Jeg stod med kortet i hånden. Hadde hun git mig det? Hadde
jeg tat det?
Deres kort, sa jeg, her, jeg skal komme —
Hun rakte hånden bakover uten å vende sig og skred videre.
Denne hændelse sysselsatte mig meget i nogen dager. Skulde
jeg ha fulgt efter da hun gik? Å jeg kunde ha prøvet, kunde ha
gjort et forsøk, hendes dør var ikke langt borte. Patologisk? Men
hvorfor var hun i det hele tat kommet med sit kort? Hun kunde
ha git mig mundtlig besked. Jeg erindret nu også at for seks år
siden stod vi på selvsamme måte og læste sammen et telegram
fra kapteinen til hende. Søkte hun disse situationer og gjorde
de godt til hende?
Da jeg så hende igjen sporet Jeg ingen forlegenhet hos hende,
hun var venlig og kold. Så måtte jeg la det hele falde. Hvad
vilde jeg hende også? Neivel!
Nogen fremmede kom til hende idag, en nabokone og hendes
datter. De hadde vel hørt at kapteinen var bortreist og vilde nu
adsprede fruen litt; kanske var de også kommet av nysgjærrig-
het. De blev godt beværtet, fru Falkenberg var elskværdig mot
dem som altid før og spilte tilslut på flygelet for dem. Da de gik
fulgte fruen dem ned til veien og pratet fornuftig med dem
skjønt hun vel kunde ha andre ting i hodet end gårdsstel og
slagtning. Å hun var så interesseret og flink. Kom snart igjen,
kom ialfald du, Sofie. — Ja tak. Men kommer De aldrig mere til
Nedrebø? — Jo jeg? Hadde det ikke lidd så langt på dag skulde
jeg fulgt med nu. — Men imorgen er også en dag. — Ja det kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
