Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402
Jeg gik til stalden til Grindhusen, han sælet på de nye hester.
Hvad står på, spurte jeg, skal du avsted igjen?
Ja? Skal jeg ikke det? svarte Grindhusen og holdt inde et
øieblik.
Det ser så rart ut altsammen. Hvor skal fruen reise hen, vet
du det?
Nei. Hun vilde ha snudd med en gang på stationen i nat, men
det sa jeg at ingen av.os stod ut med. Så sov hun på hotellet.
Men imorges vilde hun hjem igjen, sa hun. Og nu vil hun til
stationen igjen, sier hun. Jeg vet ikke.
Grindhusen sæler på igjen.
Fruen bad mig skynde på dig, sier jeg.
Ja nu kommer jeg. Men det er noget fansmagt med disse buk-
gjordene.
Er du ikke for træt til å gjøre denne turen en gang til?
Nei du vet jeg greier det. Og hun har git mig gode drikke-
penger.
Har hun det?
Jada. Å det er et sers menneske!
Så sier jeg til Grindhusen:
Jeg tror ikke du skal kjøre avsted igjen nu.
Han holder tvært inde:
Sier du det? Nei du kan ha ret i det.
Da ropte fruen utenfor — og hun var kommet like op til stald-
døren:
Nei er du ikke færdig nu? Skal jeg bli sittende der længer og
vente?
Nu kommer jeg på flækken! svarte Grindhusen og fik det
travlere end nogensinde. Det var bare disse bukgjordene.
Fruen vendte tilbake til landaueren. Hun sprang; den tykke
pels hun hadde på var for tung til hende, hun kavet med ar-
mene for å holde sig oppe. Det hele var så sørgelig å se på, det
var som en høne som skal flygte over en gårdsplass og må hjælpe
til med vingerne.
Jeg gik ned til fruen igjen, jeg var høflig, ja ydmyg, jeg tok
luen av og bad hende avstå fra denne nye tur.
Du skal ikke kjøre mig, svarte hun.
Nei. Men om fruen vilde beslutte sig til å bli hjemme.
Så blev hun forarget, hun målte mig, beså mig og sa:
Undskyld, dette skal du ikke blande dig i. Fordi om jeg en-
gang har fåt dig avskediget —
Nei nei, det er ikke derfor! sa jeg fortvilet og kom ikke læn-
ger. Når hun tok det på den måte gjorde hun mig til intet.
Et eneste øieblik skjøt det en stråle av raseri gjennem mig:
jeg kunde jo gripe ind i vognen og løfte ut denne unge, denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
