Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - Efterskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422
Det er stille og forlatt i skogen, alt står der i sne og holder
pusten imot mig. Høgstdags ser jeg fra en ås Trovatn langt bak
mig, hvitt og flatt ligger det, en mil med kridt, sneørkenen. Da
jeg har holdt måltid går jeg videre igjen, jeg stiger høiere og
høiere, jeg nærmer mig fjældene, men langsomt og eftertænk-
somt, med hænderne i lommen. Det haster ikke, jeg skal jo bare
til et sted for å finde ly for natten. Ved non sætter jeg mig og
spiser igjen som om jeg trænger mat og har fortjent den. Men
Jeg gjør det bare for å pusle med noget, mine hænder er ledige
og min hjærne oplagt til påfund. Det mørkner tidlig, det er godt
at jeg kan finde mig en lun bergkløft her på åsen; vindfældt
furu til nyingen er her nok av.
Om slikt fortæller jeg nu og spiller med sordin.
Jeg var tidlig ute den næste morgen, såsnart det gryet litt av
dag. Det begyndte å sne stille og varmt og det lød også sus i
luften. Uveir, tænkte jeg; men hvem kunde ane det? Hverken
jeg eller mine veirvarsler anet det for et døgn siden. Jeg forlot
mit herberge og gik videre over moer og myrer, det blev høgst-
dags igjen og det snedde. Det hadde ikke været så rart et her-
berge i nat, det var nok av bar til leie og jeg frøs ikke, men det
slog røk over mig fra nyingen og blandet sig i min ånde.
Men nu i eftermiddag så fandt jeg et bedre sted, en vid og
elegant hule med vægger og tak. Det var plass både til mig og
til nyingen og røken gik op. Her nikket jeg og slog mig til
skjønt det var tidlig og endnu lys dag, jeg så tydelig bakker og
dale og klipper opover et nakent fjæld som stod ret foran mig
i nogen gangtimers frastand. Men her nikket jeg som om jeg var
fremme og begyndte å berge ind ved og bar for natten.
Hvor jeg følte mig hjemme her! Det var ikke for ingenting at
jeg nikket og løftet ranselen av. Var det hit du vilde? sier jeg
for spøk til mig selv og prater. Ja, svarer jeg.
Nu suset det stærkere i luften, det snedde ikke mere, men det
regnet. Det var underlig, det faldt stort vått regn nedover hulen
og alle trærne utenfor og det var dog den kolde Kristmåned,
december. En varmebølge hadde fundet på å gjæste os.
Om natten regnet og regnet det og det suset 1 al skogen uten-
for. Det var som om våren, det fyldte tilslut min søvn med et
behag så dypt at jeg sov godt og fast til langt på dag.
Klokken er ti.
Regnet har hørt op, men det er fremdeles varmt. Jeg sitter og
ser ut av hulen og hører på skogen som bøier sig og suser. Da
løsner det en sten i fjældet ret overfor mig, den stanger mot en
klippe og løsner også den, det lyder nogen fjærne dunk. Så
begynder de å dure, jeg ser hvad det er som foregår og duren gir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
