Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
notater, det er dagbok. Hendes hænder sysler ømt med bla-
dene og med pennen. Nu og da sætter hun ind norske ord i
sin tysk, det sker av vanvare og hun ærgrer sig over det, men
skjæmmer ikke sin bok med rettelser. Det er visst dagligdags
ting hun skriver op, småtterier som en slik oberstdatter kan
finde på; men det interesserer hende kanske stundom å blade
tilbake, å læse over igjen og frembringe et gammelt ekko indi
sig selv.
Efterpå går hun til det sted ved vinduet igjen og ser om
nogen kommer nede i bakken, om nogen kan være snudd om,
— så går hun nynnende til sit lille Mozartpiano og slår ned på
det.
Slår ned på glæden.
Var det ikke hun som hadde forlatt et adelshjem i den store
by Hannover og begravet sig levende her på Segelfoss? Til
hende var det den ulykkelige blinde konge sa engang i hendes
pikedager: Jeg hører på Deres røst hvor deilig De er, mit barn!
Hendes røst, javel, stor og søt, overdådig, hun synger sit hjem-
lands toner, hun sitter med fuldt bryst. Gud bevare hende, det
er noget gongonagtig i denne røst, spilværket blander sig sagte
med, hun kaster nakken bakover, ryggen vugger. ...
Pludselig bryter hun av og iler gjennem to rum til barne-
stuen, til gutten.
Denne scene gjentok sig ofte eftersom tiden gik. Tjenerne i
kjøkkenet lyttet til hendes sang, de alene, de pleiet å åpne et
par dører for å høre bedre. Ellers var det ingen i hele huset
som satte dører op og lyttet, det var fruen selv viss på; sin mand
var hun sammen med bare ved måltiderne og hun hadde ingen
omgang med naboer heller. Den gamle jorddrot Coldevin og
hans frue hadde endnu bevaret erindringen om Segelfoss fra
det forrige herskaps tider, de kom seilende fra sin store ø en
gang om året og blev en ukes tid, det var næsten alt. Det var
næsten hele omgangen. Så holdt da fru Adelheid sine tyske
aviser og fik sine tyske brever; men det var ingen levende røst
i dem.
E
Og løitnanten ridde sit adstadige ridt, sin lange daglige tur.
Han hadde husmænd og leilændinger fra fjæld til fjære og ridde
like ned til fiskerne ved sjøen, der sat han på hesteryggen og så
på deres dont og deres hus og deres piker. Løitnanten var
ingenlunde uten hjærte, stundom hjalp han en pike til tjeneste
på godset, stundom sendte han potet og flæsk til en familje som
var i trang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
