Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
Får du slettes ikke munden op? truer farn øieblikkelig. Hun
rænder gjennem en bok net akkurat som en semle, svarer han
for hende. Numer tre på kirkegulvet.
Nei numer fjorten, sier gutten Lars som endelig har fåt mål
for sig.
Numer tre, sier farn. Ja du vet det vel selv, Daverdana.
Løitnanten nikker:
Få dig nogen klær sydd og kom op til gården. Jeg betaler
klærne. Kom søndag otte dager. Lat mig se hænderne dine en
gang til. Godt, vask dem ordentlig. Daverdana?
Ja Daverdana, svarer farn.
Løitnanten snur sin hest og sier:
Vi stikker altså tømmer næste mandag.
Så ridde han sin vei, litt lutet, litt snau i sin ribbede uniform,
men fast og mager og arabisk, som om en motstand den ridde
han bare over.
Javisst solgte han last, den var i god pris nu, han skar plan-
ker og bord på sit eget sagbruk og florerte med penger. Skulde
det ikke gå? Jorden kastet intet av sig; neivel; et stort jordbruk
var bare til å utarme sig på når man ikke hadde god råd. Men
når man hadde råd så! Og teglværket — det tapte han mindre og
mindre på fordi det stod. Kværnen spandt guld, et lite tyndt
guld, kværnen bar sig, mere end bar sig, når han regnet det den
mol for opsitterne og som han ikke fik noget for. Det skulde
nok gå!
Hadde bare ikke den kirkebygningen været, den blev en dyr
affære. Det var nu gåt år efter år siden den blev bygget, men
endda hadde løitnanten en og anden tung mindelse om den.
Men tømmeret og skogen det var en vældig velsignelse fra
himlen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
