Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - VII - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
Hvis jeg vil!
Men De skal ikke takke mig som De pleier. Det er mig som
takker Dem.
Fru Adelheid sat så rolig efter disse ord og skjulte sig ikke,
men lot sig langsomt rødme ned.
Stille. Det var som Ave Maria hadde lydt. Konsul Fredrik
tidde, denne galfrans, denne spøkefugl sat og så mot gulvet.
Og han hadde ingen seiersmine, intet smil, bare den dypeste
medlidenhet.
Så reiser fruen sig og går.
Hver har sin skjæbne og fru Adelheid hadde vel sin. Der-
for hadde hun en nøkkel i sin dør, derfor lot hun en vild-
faren doktor vise bort fra sit hjem, derfor skrev hun dagbok.
VIII
Når konsul Fredrik sat og drak og pratet med Iøitnanten
utover nætterne kunde det ikke undgåes at det blev diskussion
av. Hadde ikke konsulen en livsanskuelse? Men når han sat i
en gammel, fornem stue med luksus og kostbarheter fra de
fædres tid, med cigarer og vin og venetianske glas, en god ven
fra barnsben, en samtale som han stundom år gjennem måtte
være foruten i sin fiskerby — da fik han tilbakefald til et
andet liv end det han levet. Og se, så faldt det ham meget hårdt
å stå og falde på sin livsanskuelse. Hvad var da å gjøre? Ho,
overgå sig selv, ta opreisning for alt han måtte bite i sig i år-
enes løp, si de værste spidsborgerligheter, gjentake med kraft de
samme middelstandsmeninger som han hører hjemme nat og
dag — hvad andet! Hans forældre hadde engang villet tilvirke
en diplomat av ham, det var egentlig derfor man hadde gjort
ham så stærk i fransk, — han kunde love for at hans egen søn
Anton Bernhard Coldevin heller ikke skulde ind i diplomatiet!
Medfødthet, en tone av blåt i blodet, hvad var det? Silkefrynd-
ser, drømme, djævelen hente dem!
En ku til Henri l’Isbet? Nei værsågod, monsieur, her er pen-
gene, kontanterne; men du skal arbeide dem op på min brygge
og du skal gi mig sikkerhet i stuen din! Det står ikke på for
godseieren, krigen tok ikke hans jord, ikke hans sofaer og spei-
ler, selv ovnene står der, nogen har forsiringer av sølv, andre
har brede friser med dukatguld på. De to hundrede utganger-
-— sau fandt ikke krigen, naustene med båter og bruk fandt ikke
krigen, det er meget på en stor gård som blir igjen om det går
en krig over den. Og i værste fald kan man overleve det. Vent
da litt, stop en stund, det er reserver, latent magt — om nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
