Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
gjennemført katastrofisk liv? Der var en anden vei, og den
var uten usømmelig vildhet. Et ægteskap må drives med fantasi.
Løitnanten optrådte som det anstod sig ham, han var den
overlegne, han hadde det i sin magt å øve selvtægt og han gjorde
det ikke. Å en ualmindelig herre! Det hadde den største betyd-
ning for ham at han hverken var blit bedt om eller tvunget til
dette — for så skulde han nok ha reageret, ho. Han hadde selv.
bestemt i hvilken utstrækning han vilde være overlegen: han
vilde være det i videste utstrækning, konen kunde få gå i fred.
Det var noget i retning av humanisterne.
Tiden gik, løitnanten grånet mere og mere, han muntret sig
med sine velsignede bøker og med å lægge kabbal om kvældene.
En rigtig uværdig adspredelse for en Willatz Holmsen! Så kunde
han reise sig pludselig og trække umotiveret i klokkestrængen.
Daverdana, hans unge pike, kom ind og neiet. Ja, men hun kom
ikke med det samme, ikke øieblikkelig, han hadde selv avrettet
hende til å vaske sine hænder før hun kom. Hvorfor det? Vilde
han vinde tid og berolige sig? Når Daverdana kom stod løit-
nanten med begge hænder på bordet og stirret stumt mot hende.
Han hadde et galt blik.
Nå, finder han på å si, du har ikke rørt noget herinde?
Nei, svarer hun forskrækket.
Ånei, siden den gamle historie med alfabetet som hun hadde
snudd vrangen ut på rørte jo ikke Daverdana nogen av de for-
budte ting i denne stue.
Ser du alle disse ting er efter Willatz, jeg gjæmmer dem. Hus-
ker du Willatz?
Ja skulde jeg ikke huske ham!
Godt. Han er i England, han vokser svært, han er høi som sin
mor. Hvad er det nu du heter igjen?
Daverdana.
Jeg kan aldrig huske det. Men du er en flink pike. Det var
ikke mere.
Men Daverdana blir stående, hun holder noget i hånden og
tør ikke række det frem.
Er det noget du vil spørre mig om?
Nei — jo tak, sier Daverdana. Det er et portræt av han Lars
vores, om Dokker vilde tækkes å se det. Lars på seminariet.
Løitnanten tar ikke i billedet, men han lægger sin hånd om
pikens og snur den litt, slik står han og ser på billedet, med
sit kind like ved hendes. Vilde han dermed undersøke om hun
hadde rene hænder? eller fik han en liten lyst til å holde en
pikehånd i sin?
Hvorfor skal jeg se det? spør han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
