Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
lat os slutte. Det blir ikke anderledes end det er, derfor kan
vi late alle opgjør fare. Om vi blev enige nu, Adelheid, så
vilde det ikke gå en uke før det samme spil gjentok sig, jeg
taler av erfaring. De kom til å straffe mig igjen. Vi har kastet
bort mange av vore bedste år med å være på vagt mot hver-
andre. De har drevet Deres kunster og jeg har latt mig for-
arge av dem, nu har jeg sluttet. Vi er jo nu litt ute i årene
begge to, vor bedste tid er borte, vi kan ikke længer spille
blotte kjærester. Dette er nu hvad jeg synes både på Deres og
mine vegne.
Jaja så er det ikke mere. Så — er det ikke mere! Fru Adel-
heid tænker og nikker. Pludselig sier hun: Ute i årene? De
er den første som sier det om mig, på hele min reise i vinter
hørte jeg bare det motsatte. Men værsågod, De skal ikke undse
Dem for å være grov hvis det gjør Dem godt.
Løitnanten reiste sig.
Vet De hvad jeg oplevet? spurte hun fremdeles ophidset.
Jeg oplevet at når min søn og jeg gik sammen så tok folk os
for søsken.
Men nu fløi vel en djævel i ham og han svarte spydig:
Tænk, er Willatz så stor alt! Og så moden!
Hvorpå Iøitnanten vandret ind til sig selv igjen.
Og dette optrin blev likesålitt det siste som det var det
første, i årene utover fik løitnanten og fruen sig mangen god
strid med hverandre. Men hans urokkelighet seiret hver gang,
aldrig gav han mere efter. Allikevel hadde han sikkert ingen
fornøielse av å gjøre sig så ubevægelig, det kostet ham vistnok
selvtukt, denne stivnakkede og lunefulde Adelheid fra Han-
nover hadde nu engang besat hans sind og sanser så enevældig.
Hvorfor hadde han ellers lusket foran hendes dør i årvis? Og
hvorfor djævlen hadde han ellers fordømt sig til dyd for hendes
skyld og spart hvert kvindeliv i hele -omkredsen? Han var man-
gen gang på nippet til å gjøre en ende på sine plagerier ved å
gripe sin kone og holde hende fast, bære hende — bære hende
med galmandskræfter ind til hende selv, ja han så sig gjøre det
og hørte sin egen mund stønne voldsomme ord: Jeg skal lære
Dem — lære Dem nykker, kjære! Han kunde sitte på sin sofa og
opleve alt. Han kom til det punkt at han trak sig ind i sig selv
som for å gjøre det sprang og ta hende; — så stanset hans
drømmerier. Det var gåt ham galt, javel; men han var endnu
ikke kuet. Mennesket måtte vel kunne orke å være litt større
end sin skjæbne. Han tænkte på følgerne av en slik første gangs
vold, den vilde føre til idelige gjentakelser, for Adelheid hun
vilde nok intet opgi. Så skulde han altså berede hende et så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
