Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Da jeg var på din alder, sa doktoren, kunde jeg ikke så lite la-
tin. Far og mor skal ha glæde av så store gutter som du, vet du.
Dermed nikket doktoren faderlig til Willatz.
Men Willatz han hadde ikke hørt så rar tale før; det var ufor-
ståelig, men det var ikke fremmed sprog, det var bare fra en
anden verden.
Farn smiler til ham:
Du forstod nok ikke hvad doktoren sa. Du forstår jo heller
ikke altid hvad Martin sier, husker du.
Martin, hvem er det? spør doktoren.
Det er en av mine drenger.
De stod på kaien, skibet la til, løitnanten og fruen steg om-
bord med sin søn. Og doktor Muus gik efter.
Et øieblik! sa han til løitnanten. Det var bare at jeg ønsker å
træffe Deres Martin dreng. Han er sikkert et dannet menneske.
Løitnanten snudde langsomt på hodet og svarte:
Næste gang De besøker Segelfoss, for eksempel for å si farvel,
da er indgangen i den gule bygning inde i gården. Der træffer
De Martin dreng.
Tak. Hvis De ved de tider endda har en gul bygning og en
Martin dreng. å
Hr. Holmengrå færdes så ensom, han har ingen likemand å
omgåes, hans husfrue, fru Irgens er bare et utmærket menneske
med maten og stabburet og klædesloftet, endvidere et makes-
løst menneske med børnene og med herrens stivetøi; men hun
hverken spilte eller sang, det gjorde fru Irgens ikke. Skulde hr.
Holmengrå ha sig en litt god stund måtte han til Iøitnantens
borte på gården, det var en anden verden. Han var ikke altid
viss på om løitnanten selv glædet sig over hans besøk; nei hvor-
ledes kunde han vite det? Løitnanten han var jo bare ufor-
anderlig høflig og forekommende, men kjølig og tillukket som
den fine herre han var. Hans høie frue derimot kunde mangen
gang vise glæde når han kom, og det var som om dette hadde
litt betydning for hr. Holmengrå. Han tillot sig iblandt å pas-
sere fru Adelheid når hun ridde sig en tur. Han gjorde det ikke
ofte, overdrev ikke, men fik det til å høve nu og da med en hil-
sen i frastand, en kort samtale nede på veien. Et par ganger
hadde løitnanten og fruen været i hans hus, men uten å stanse,
bare i ærend og for å rose hans flotte stuer; siste gang var
fruen alene og hadde da bedt hr. Holmengrå kikke bort på går-
den igjen, han begyndte å bli så sjælden.
Når får jeg den ære å se fruen og løitnanten hos mig en
kvæld? hadde så Holmengrå spurt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
