Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
Og fruen hadde takket og lovet å komme hvad kvæld han
vilde. Og helst litt snart! hadde fruen sandelig lagt til med et
smil. Hun var så elskværdig.
Nu står Holmengrå der på kaien og er-rustet til å ta imot
Iøitnantens.
Han vilde indby dem idag, just nu, for å adsprede disse for-
ældre som stod og så langt utover sjøen og viftet til sin søn om-
bord. Han hadde kanske også tænkt å indby den nye distrikts-
lægen, hr. Muus, men nu hadde distriktslægen sikkert ikke mere
tid idag, det måtte være til en anden gang. Å Holmengrå hadde
en ævne til å forstå sig frem, å ane fint, han måtte gå ut fra at
Iøitnantens helst vilde være alene i kvæld efter skilsmissen med
sønnen.
Så fik han Iøitnantens med.
Fru Irgens hadde vel ønsket at det skulde være fin souper,
men værten hadde så motsat sig det; nei der var bare en delikat
bacalao med spansk landvin. Holmengrå hadde villet det så,
han hadde den beskedne sikkerhet og vilde ikke prøve å overby
herskapet borte på gården.
Fru Adelheid blev overrasket ved å finde et flygel i huset,
nyt, et himmelsk Steinweg. Ja netop kommet, sa Holmengrå, og
nu var det om fruen vilde ha den godhet å prøve det først —
den store elskværdighet å prøve det først? Hun kastet sig over
det som den svane hun var og åpnet floder av vellyd ut mot
kvælden.
Kunde nogen forstå mennesket, hun der, fruen? Hendes røst
var abnorm, den var så dyp og deilig, violet; hadde hendes
mand med araberhodet nogensinde tænkt hende kold så tænkte
han det vel ikke nu. Hvad sang hun? Ild og aske, længsel og el-
skov, sonater, hvirvler, koraler, det varte en lang stund, en halv
time, der var ingen noter og det måtte ophøre fordi hun ikke
husket mere. Var ikke noget påfaldende her? Atfruen sluttet
et stykke og glidde uten betænkning over i et nyt, hele tiden,
hele halvtimen, uten å søke — var det kulde i det menneskes
sjæl? Hvad araberen heller aldrig hadde tænkt. For så hadde
hun været ham likegyldig. |
Fru Irgens kom gjennem stuen og takket, hun gjorde det så
oprigtig: Lat mig få lov å takke fruen!
Spiller ikke De selv?
Nei. Jeg lærte bare litt, som alle andre. Jeg hadde ikke ga-
verne, men jeg skulde jo lære litt. Å det var. ingenting.
Det er et vidunderlig flygel, hr. Holmengrå.
Mere sa ikke fruen om flyglet. Nei for så vilde hun vel ha sat
sin mand fluer i hodet igjen. hun husket hvorledes det var gåt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
