Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
het mot ham herfor forklarte han som sandt var at han ønsket
å gjennemføre en plan som han måtte være alene om.
Hvor han skulde flytte hen? Der stod nu det gamle teglværk,
det hadde han ikke solgt, det var ikke gåt med i handelen med
elven. Teglværket var pantsat som det andre, javel, men det
kunde utløses av pantet; det var gistent og fuldt av træk, men
det kunde tættes og indredes til menneskehus.
Løitnanten fik det travlt med denne idé. Han hadde aldrig
under alle disse nedgangsår været sorgløs og bare latt det
drive, det lå fjærnt fra hans natur. Han pintes av sin misére,
men han kunde ikke stanse den. Hvad skulde han stanse den
med? Fortjene noget, producere? Han? Dette menneske som
bare kunde rutte ut og betale, betale, en ødeland uten rikdom
å ta av, et negativt geni, et særsyn til å skaffe sig utgifter. Han
var sine fædres søn og levet i fædrenes skygge.
Fra den dag han hadde fåt det virkelige eller indbildte vink
av hr. Holmengrå begyndte det å tårne sig op for ham: han
glemte eller så med vilje bort fra hele sin rørlige eiendom, sine
propfulde hus, indboet, kunstværkerne, biblioteket, buskapen,
hestene, båtene, redskaperne, maskinerne — det tænkte han ikke
på. Han måtte som den ordensmand han var nødvendigvis tænke
sig få skridt fra falliten.
Den gamle løitnant — se, han var ute for en magt! Skulde han.
henvende sig til sine søstre i Sverige? Faldt ham aldrig ind;
mellem ham og dem hadde det ikke været fast forbindelse i tyve
år og siden morn døde skrev de ikke engang til hverandre. Han
kunde kanske indskrænke sin levemåte, sit tjenerhold, den år-
lige regning fra kjøpmændene i Bergen? Hertil vilde han svare
sig selv at det var det værste vrøvl han hadde hørt og at han
ikke gad drøfte det. Så skulde de to i utlandet få en mistanke
om hjemmefra at det stod ringe til på Segelfoss! Det var de ikke
vant til og det fortjente de ikke. Lille Willatz skulde vel ikke få
et andet indtryk av sin far end løitnanten hadde fåt av sin:
at man idelig kunde gripe ind og hjælpe, kunde gi bort, kunde
kjøpe, være herre, en Willatz Holmsen. Og hvad om tjenerhol-
det? Var det flere drenger og piker i borgstuen nu end i hans
fars dager? Lille Gottfred, gik han nogen iveien? Eller var ikke
hans søster Pauline den eneste som hadde de små søte svar til
løitnanten og neiet som til en far når han gik forbi hende? Han
kunde heller ikke nu i fruens fravær skille sig ved husjomfruen.
Intet kunde ændres.
Husjomfruen? Et flinkt og flittig menneske, oplært av fruen
selv i mange år så hun nu styret huset utenad. Hvor knirket det,
hvor knaket det under hendes hænder? Nei.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
