Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143
for vidt. Slettes ikke. Og med Dem som ikke kjender ham må
det nu ha været endda mindre. Hvad gjorde han med Dem, sier
De? Jeg er forfærdet over Dem.
De to damer vedblir å passiare og jomfru Salvesen blir også
støtt. Ja for fru Irgens utlater sig med at det var så mange
måter å bli omfavnet på, man kunde gi sig til å stå midt i veien
for en mand som skulde forbi, hvor hadde han da å gjøre av
sine armer, jomfru Salvesen?
Nei kom bare ikke til mig med slikt. Men hvorledes er det å
være hos dere bortpå gården, det må jeg rigtignok spørre? sier
fru Irgens.
Hos os? svarer jomfru Salvesen og er meget støtt, frygtelig
støtt. Ser De, dere kan jo være så spaniolske og rike som dere
være vil herborte så kommer dere ikke op imot os bortpå går-
den, hils hr. Holmengrå på det. Jeg har ikke set fater og skåler
og brætter av det pure sølv her i huset, men det har vi, og jeg
har ikke set guldforgyldte hanker på sølvkakevaserne heller,
men det har vi. Ja.
Men kjære Dem, jomfru Salvesen, hun er jo reist ifra ham?
Er hun det? Det er Deres mund som Gud han skal bevare fra
sladder og snak, fru Irgens, og ikke min. Hvad er det De sier!
Hun har fulgt med sin egen søn til Tyskland og han skal studere
til komponist. Jeg vet ikke hvor De vil hen. Jeg tror så vel at
dere er blit likesom litt forandret herborte. Men jeg for min
part jeg håper å leve og dø som et skikkelig menneske, og for
eksempel så har konsul Coldevin endnu aldrig tat omkring mig,
hils hr. Holmengrå på det.
De to damer vedblir å passiare. Det lydde så kuriøst, det var
dumt og klokt om hverandre. Når disse mennesker talte sig
imellem hadde de intet å ta sig i agt for, så løp naturen av med
dem, deres sprog blev det oprindelige fra deres opvækst, de sa
| det utrolige. -
|
Endelig så hadde præsten Windfeld adlydt embedsmændenes
flyttelov og søkt sig sørover — sørover. Han hadde gjort det
motstrævende den gamle, slitte mand, ja for han hadde det i
grunden så godt og makelig her og fuld kirke og fredelig menig-
het her. Men hvad råd var det med det! Kjære, folk gik jo der
på Østlandet og længtet efter å få del i resterne av præsten
Windfeld, han kunde ikke længer utebli. Han fik kald i det flate
og naturskjønne Smålenene.
Så kom vikaren. Det var ikke selve stiftskapellanen, han var
desværre endnu ikke fundet, nei det var en opofrende sjæl som
vilde tjene i menigheten indtil videre. Man måtte hjælpe sig som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
