Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
Så blir jeg hjemme.
Konsul Fredrik lot som om han tænkte på det for ikke å op-
hidse sin ven; men han var jo ikke 1 tvil.
Ja det er en utvei, sa han og nikket. Bare du ikke kommer til
å angre på det selv?
Jo utvilsomt.
Da er det er spørsmål om det ikke er bedre å vælge en times
ubehag nu fremfor et helt livs siden.
Løitnanten opgav å sitte hjemme. Han klædte sig i parade
med epauletter og sabel og gyldne tresser og utenpå alt bar
han sin dyre kappe. Han var mere pragtfuld end nogen endnu
hadde set ham. Ung Willatz var i ny sort dragt med florom-
vundet silkehat. Både far og søn bar underlig nok hvite hansker
uten sort på. |
Alle Holmengrås folk hadde fåt fri, møllen stod, alle hus-
mænd og leilændinger møtte op på kirkegården, der var sort av
mennesker som på en stor barnedåpssøndag. Kisten var aldeles
gjæmt av blomster, der var kranser fra England, fra Tyskland,
fra Holmengrås, alle Coldevin’er, kjøpmændene i Bergen. Det
var et eneste lass med blomster som gik ned i jorden.
Så kom talen. Præsten Lassen var sikkert ikke rigtig tryg av
sig; men her var nu et altfor godt høve til å uttale sig mere ut-
førlig om åndelige ting, han kunde ikke fravike sin oprindelige
bestemmelse å holde en lang tale. Enhver anden sørgende efter-
latt vilde jo sandelig også ha været taknemmelig for hans trøste-
fulde alvorsord, men løitnanten han var sig selv lik og så fra-
værende ut og hørte vel ikke på. Da talen hadde varet en halv-
time og løitnanten ikke vilde vente længer, tok han pludselig
den lille træspaden fra klokkeren og rakte den over til præsten
— å, men han rakte den ikke engang med skaftet først. Præsten
måtte stanse, han så på løitnanten og skjønte vel at nu var tiden
ute, han tok imot spaden og kastet de tre ganger sand ned på
blomsterne.
Og så blev graven fyldt.
Men folk som hadde lagt mærke til optrinnet med spaden mis-
billiget løitnantens adfærd: Lars Manuelsen misbilliget den, |
Per på Bua misbilliget den, de hadde aldrig før set en slik
optræden overfor en ordførende repræsentant for Gud — som |
at han Lars vores stod der og var. Men præsten hadde bedre vet
end at han tok og drev spaden i synet på løitnanten, for han |
var en dannet mand. Det beviste han helt til det siste: ikke før
var ceremonierne endte før han vilde henvende nogen private
trøsteord til de pårørende, som den skjønne præsteskik er; men
da han ikke var rigtig tryg tok han ung Willatz først fordi han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
