Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
å
og se på dem. Hvad forlanger du at jeg skulde se dig gjøre?
Skulde jeg gripe dig i noget tydeligere?
Jeg snakker og ser. Kan jeg hjælpe for at jeg er slik?
Åja du kunde hjælpe litt for det, svarte han meget spakere.
Når du vet at du er så almægtig så behøvde du ikke å gjøre
underet til enhver tid.
Jeg skal prøve å late være, sa hun og smilte som angrende.
For du ødelægger så meget for mig.
Jeg skal prøve å late være, Willatz.
Ja gjør det! sa han.
Alt i alt en kjærestestrid og intet andet, en ordinær og søt
uenighet som endte godt nu som før. De var visst vante til stri-
den, det blev så let en forsoning. Tilslut erklærte Mariane at det
var hun selv som var skinsyk: Desværre, sa hun, det er når du
sitter og spiller for alle disse dameøinene og de får ikke øinene
ifra dig og de sitter og ønsker dig. Ja det har jeg set. Men da
må jo også jeg gjøre noget!
Feilfuldt og tydelig sprog. De tok sine glas, og da ung Wil-
latz drak så han ikke op, men frøken Mariane hun passet på og
så lynsnart over glassets rand, å så lynsnart, og hendes øine
var næsten gjenlukte. Der stod en liten sølvgaffel påtværs gjen-
nem hendes hår, det var så langtfra moderne, og gaflen var
bare med to tinder og så bitte liten, en kløft på skaft, en slange-
tunge.
Så gik Willatz og lovet å komme igjen snart. Han gik til
telegrafstationen for å træffe bestyreren. Lille Gottfred sat jo
der også og Gottfred var en fin og snil gut og telegrafist på sta-
tionen, men Bårdsen interesserte ham mest. Han var grånet
noget og snauslitt som altid, men Gud for en røslig kar, og så
hadde han de samme aksler. Celloen stod i kroken. Bårdsen
stod forresten og skulde gå ut, men han tok hatten av igjen
og bydde Willatz en stol.
Undskyld at det bare er en pindstol, sa han. Og han syntes
ikke å ha imot besøket, han var høflig og underholdende, pen
mand: Pindstoler er ikke så værst og disse her er som alle andre
pindstoler. De knirker og er seige, de har i alle de år jeg kan
huske været opgåt i limingen og de gir sig stygt når man sætter
sig på dem; men de blir likesom ikke værre, de blir aldrig rent
ubrukelige. De er morsomme. — Jeg har fulgt Deres bane med
den største interesse, hr. Holmsen. Jeg forstår mig ikke stort
på Deres kunst, men jeg har læst om Dem.
De dyrker selv kunsten. Jeg husker nok Deres deilige cellospil.
Bårdsen kastet et blik på sit instrument, men vendte straks
hodet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
