Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
De vil slå Dem ned her for sommeren?
Ja. Og De må komme over til mig igjen, vi skal spille. Jeg
kan litt mere nu end forrige gang.
Ja tak, det vil jeg gjærne.
Og De også, Gottfred.
Gottfred- var beskeden og takket bare ved å bukke ærbødig.
Han blev hele tiden stående.
Vil De tillate mig å se på Deres cello igjen, sa Willatz. Han
fik se celloen og klunket på den og beundret den oprigtig: Det
er da et vidunderlig instrument!
Den er mig også som et lite menneske, sa Bårdsen og talte om
sin cello kjært og menneskelig. En telegrafist og en cello! sa
han selvironisk. Men det går det også. Vi to sitter her og hjæl-
per vor lykke på glid. Og vor gode Gottfred tror på os og hører
på os og beundrer os. Så sitter vi her og er store, Syvstjærnen
toner til Oriontåken. — Aker og eng står herlig borte hos Dem
iår, hr. Holmsen.
Først nu mærket Willatz at Bårdsen blev litt påfaldende i sin
tale. Han svarte ja, at årveien tegnet godt.
Men Deres far burde ha været i landskapet på sin hest.
a.
drdsen sat og lekte tankefuldt med en kniv, en av disse
trylledolker hvis blad går ind og forsvinder i skaftet når man
støter med den. Da han mærket at Willatz blev urolig la han
kniven tilbake på bordet.
Ja og Deres mor, sa han. Hun ridde pragtfuldt. I det hele tat,
det var en tid! Det første Jeg kom hertil, det var en tid! — Har
De truffet præsten Landmarck?
Ikke endda.
Jeg kom til å tænke på ham. Han er noget anderledes end
folk her, så han pådrager sig visst menighetens overbærenhet.
Jeg synes det er morsomt at han snedkrer. Han er mekaniker
og præst, har man hørt en slik blanding! Vet vi forresten hvad
vi blandes op til? Aristokraterne de er døde. For ikke mere end
hundrede år siden så man endda op til aristokraterne, nu er de
ikke å se, de er usynlige i egnen, medlidenheten må lete dem op.
Jeg vet ikke, verden har kanske godt av det slik, det rager mig
ikke; men kanske må Spartacus overvindes igjen. Det er ikke
umulig. Overvindes engang til. Det vil kanske verden ha bedre
av. Men præsten Landmarck han er ialfald den rene kuriositet
av en blanding og skylder en eruption livet.
Ung Willatz reiste sig for å gå:
Ja så vil herrerne se over til mig. Jeg bor mest i teglværks-
stuerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
