Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406
kysset ham og herrerne nikket at dette skulde de nok huske
ham for til sin død, at dette skulde nok bli bekjendt så vide
som de for! Det var mange sedler, overflod, og frøken Clara
blev så oplagt at hun løp efter dolken og vilde lære bruken av
den — er det slik? Bårdsen tok den i sin hånd, klemte på en
fjær i skaftet og leverte den tilbake med de ord: Så, støt mig nu
ned!
Frøken Clara støtte —
Det næste øieblik var blod, var stum forbauselse, var rop —
mange rop, skrik og galskap, jammer —
Hadde Bårdsen selv indstillet dolken til å stikke? Eller hadde
han fomlet med fjæren og ikke åpnet den ordentlig? Han så selv
forvirret ut da det ugudelige støtvåpen blev trukket ut og det
sat litt fast i brusken, så sank han ned på en stol.
Ropene og galskapen vedblir. Julius kommer. Doktoren! sa
han; men nu er her ingen doktor før skibet kommer, han Muus
er reist! — Hjælp mig ned på stationen! sa Bårdsen. Han var
blit nokså blek, men han hadde fatning til å holde knytnæven
fast mot såret. Frøken Clara jamret uophørlig: Det var min
skyld! Bårdsen svarte hende smilende: Ti stille barn, det var
min egen skyld! Jeg vilde det.
Det blev en sørgelig dag. Det var rigtignok frost ute og Bård-
sen fik is til såret, men truppen var oprigtig fortvilet over ulyk-
ken. Bårdsen sa: Det kunde ha blit min død, men nu blør jeg
ikke indvendig, det er bare et stiksår, jeg grør det med lysoll
— Men frøken Clara var utrøstelig og bebreidet sig at hun
hadde støtt så hårdt. — Det var det gale at De ikke traf bedre,
svarte Bårdsen; litt mere til siden næste gang!—At De er i
stand til å spøke! — Jeg spøker ikke. — Nei vilde De virkelig
at jeg skulde dræpe Dem? spurte skuespillerinden.— Ja, sa
Bårdsen. — Men hvorfor det? Jeg forstår ikke det hele. — Jeg
vilde falde for Deres hånd.
Dette hørte hele truppen og damerne Lydia og Sibylle frygtet
for at den syke var begyndt å fantasere.
En sørgelig dag ja.
Men da det lidde tilkvælds tok frøken Clara kåpe og galoscher
på og gik ut. Hun hadde været stille i et par timer, ja som om
hun tænkte på noget i sit lille hode, og nu gik hun til Segelfoss
Tidende. Redaktøren stod og satte sit blad. Hun bad ham om
å telegrafere til bladene om katastrofen, om tragedien, og re-
daktøren hadde intet imot å være førstemand til sine kolleger
med denne nyhet, da damen selv vilde betale telegrammerne.
Desværre ligger Bårdsen med sit gapende sår, ellers vilde han
selv ha gjort det, sa frøken Clara. Kjærestesorg, sa hun. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
