Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
407
vi må vel sætte mit navn, det kan ikke undgås, og forresten
skader det ikke ham. Javisst var det selvmordsforsøk. Og
med dolk, sæt. Og sæt at jeg var uskyldig i det, for det vet
Gud i himlen at jeg var, men at det er håp om at han står det
over, sæt —
Men frøken Clara sendte ikke telegrammerne fra Segelfoss’ sta-
tion, fra Bårdsens egen station, hvad nu grunden kunde være,
hun fik vel ikke tid til det; telegrammerne dem tok hun med
ombord til næste station. Ikke for det, hun gik op til Bårdsen en
siste gang før hun reiste og forhørte sig om hans tilstand, og
da hun var nedbøiet som før spøkte den syke atter med hende
og sa: Stakkars Dem, når man har myrdet et menneske om
dagen så er man ikke til noget om kvælden. Men reis bare De,
frøken, jeg kommer mig nok, desværre.
Og over denne spøk blev frøken Clara meget glad og oplivet.
Hun var jo intet hårdhjærtet menneske.
’VI
Hvad — har Larsens hotel fåt flag? Det er ikke aldeles spiller-
nyt, men det folder sig godt ut, det er et av Theodor på Bua
sine flag og Lars Manuelsen har lånt det. Nu vaier det for Las-
sen, hans søn. En stor dag!
Nei det var intet blit foretat med Lars Manuelsen for hans
tyveri i høst, men sjura fulgte ham efter veiene og skrek og
folk var ikke stort likere end at de også skrek. Men det værste
var kanske den artikel i Segelfoss Tidende, den kom endog for
præsten Lassens åsyn og fik det med en gang til å gå bakover
igjen til sit oprindelige bondeuttryk: til frygten og feigheten.
Hans far var så tydelig utpekt at en feiltakelse var umulig, det
var net, nu kunde en slik far være istand til å stanse en vidun-
dersøn i hans karriere. Præsten fik drage den lange vei nord-
over landet fra hovedstaden og prøve å ordne saken.
Han kom. Han var stor og knoklet, langhåret, skjægløs og
alvorlig. Han var varmt påklædt. Han går i land og træffer
sin far, hilser, taler om sit tøi, ser Julius, hilser også på ham og
taler atter om sit tøi at der står det. Så går han til hotellet med
farn; Julius er dem like i hælene. Præsten blir plaget med sin
ene galosche, den kipper og kipper i hælen; men den andre
følger ham tro som en hund.
Han kommer ind og træffer sin mor: Goddag mor! Og Guds
fred i huset! — Morn kan for bevægelse ikke få et ord frem,
men er bare lykkelig til tårer. Å det gamle menneske, god på sin
måte, hun hadde levet et usselt liv med en kjeltring til mand og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
