Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
ærgjærrighet. Da det var det samme hvor jeg opholdt mig kom
jeg til å tænke på en by jeg kjendte, at dit kunde jeg reise —
hvorfor ikke? En mand kan ikke i evighet sitte ved havet, og
beslutter han sig til å reise derfra behøver ikke dette å mistydes.
Han avbryter altså sin ensomhet, det har andre gjort før ham,
han vil av en liten nysgjærrighet se alle skibene og alle hesterne
og de små frosne haver i en bestemt by. Og når han er kommet
dit kan han i sin lediggang begynde å studere på om han ikke
skulde kjende et menneske i denne by, denne frygtelig store by.
Det er godt måneskin nu, det morer ham å gi sig selv en bestemt
adresse å gå efter kvæld på kvæld og ta post der som om noget
gjaldt. Han ventes ikke på noget andet sted heller, så han har
tid til det. Så en kvæld kan et menneske finde ham læsende
under en gaslykt, hun stanser med en gang og står, derpå gjør
hun et par skridt imot ham, foroverlutet, undersøkende. Er det
ikke —? Ånei undskyld, jeg syntes —
Jo. Godkvæld, frøken Torsen.
Nei godkvæld. Ja var det ikke det jeg syntes. Godkvæld. Jo
tak godt. Og tak for sækken; jeg forstod med en gang — jeg
forstår godt at —
Bor De her? Det var da et rart træf.
Ja jeg bor her, der ser De vinduerne. Jeg tør vel ikke be Dem
gå med op? Ånei det er vel så.
Men jeg vet av nogen bænker her nede på bryggen? Hvis De
ikke fryser? foreslår jeg.
Nei jeg fryser ikke. Ja tak det vil jeg gjærne.
Vi gik til de bænker og det var som en far og en datter der gik.
Det var ikke noget påfaldende ved os og vi sat hele kvælden i
fred. Senere sat vi også andre kvælder i fred, små venlige kvæl-
der en hel kold høstmåned igjennem.
Så fortalte hun først sit lille hjemreisekapitel, noget bare
halvt antydet, noget helt, stundom med dypt lutende hode, stun-
dom, når jeg spurte, med korte svar eller en hoderysten. Jeg
skriver det op efter hukommelsen, det fik betydning for hende,
det fik betydning for flere.
Forresten — om hundrede år er alting glemt. Hvad strider
vi for? Om hundrede år læser man om det i memoirer og brever
og tænker: hvor hun stridde, hvor hun maset, hehe! Om andre
blir slet ingenting skrevet og læst, livet har lukket sig over dem
med en grav. Det ene er som det andet .....
Slike sorger hun hadde, å for sorger! Den gang hun hadde
forlite til å betale logiregningen med var hun jo verdens midt-
punkt, alt stirret på hende og det suset i hendes hode av rådløs-
het. Så hørte hun en mand spørre ute på gården: Men har ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
