Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
Blakka fåt vand endda idag? Det var nu hans sorg. Altså var
hun ikke verdens midtpunkt.
Så gik hun og kameraten fra logiet, så vandret de. Midt-
punkt? Ikke det slag. Dag efter dag over et fjæld, dag efter dag
igjennem en dal, mat i tilfældige stuer, vand i bækkerne.
Når de møtte veifarende hilste de eller hilste ikke, ingen var
mindre midtpunkt end de og ingen mere. Kameraten gik i sin
tomme sorgløshet og plystret.
På et skifte fik de mat.
Læg ut for mig sålænge, sa han.
Hun nølet og svarte kort og godt at hun kunde ikke lægge
ut hele veien.
Nei langt ifra, slet ikke, sa han. Men indtil videre; længer
nede i dalen optar vi kanske et lån.
Jeg låner ikke.
Ingeborg! sa han og sutret spøkefuldt.
Hvad er det?
Ingenting. Jeg kan vel kalde min egen kone for Ingeborg?
Jeg er aldeles ikke din egen kone, svarte hun og reiste sig.
Ptro! Vi var da mand og kone i nat. Det står i skyssboken.
Hun tidde til dette. Javel, i nat var de mand og kone, det var
for å spare et rum, for å reise fornuftig. Men hun var svært
dum da hun gik ind på det.
Frøken Torsen da? sa han klynkende.
Og for å få en ende på denne lek betalte hun for dem begge
og tok rygsækken på. ;
De gik igjen. Ved næste skifte betalte hun uten’snak for dem
begge, for kvældsmaten, for sengen og for frokosten. Det be-
gyndte å bli sædvane. Så gik de igjen. De kom til enden av dalen
og stod ved sjøen, her gjorde hun oprør igjen:
Nei gå — gå din vei, jeg vil ikke ha dig i mit rum mere!
De gamle grunde virket ikke nu. Da han gjentok at de sparte
penger ved det svarte hun at hun for sin part trængte bare ett
rum og det kunde hun betale for. Han spøkte igjen, klynket:
Ingeborg! og gik bort fra hende. Han var hjælpeløs, hans ryg
lutet.
Hun spiste tilkvælds alene.
Kommer ikke manden Dokkers? spurte konen i huset.
Han vil vel ikke ha, svarte hun.
Der stod han borte ved det vesle fjøset og lot som han var
optat av taket, av byggemåten, han gik rundt og så, han trutet
mund og plystret. Men hun så godt fra vinduet at han var blå
og sørgelig i ansigtet. Da hun hadde spist gik hun ned mot
sjøen, hun ropte til ham underveis:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
