Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
391
Men tak, da posten blev åpnet så lå det både brev og telegram
til ingeniøren om at det lønnet sig ikke mer, han skulde slutte!
Karavanens medlemmer ser på hverandre, men førsteman-
den, den knækt Andresen, synes ikke å ha tapt motet. — Dokker
skal bare snu hjem igjen! råder Aronsen. — Det gjør vi ikke,
svarer Andresen og pakker kaffekjelen ind. — Aronsen stirrer
4 alle tre efter tur: Dokker er gale! sier han.
Se, fuldmægtig Andresen bryr sig ikke meget om sin forrige
chef, nu er han chef selv, det er han som har rustet ut denne
ekspedition til fjærne egne, det vil bety prestigetap for ham å
vende om her på fjældet. — Ja men hvor vil dokker hen? spør
Aronsen forbitret. — Det vet jeg ikke, svarer Andresen. Men
han har nok sin mening, han tænker vel på de indfødte: at her
kom han tre mand stærk med glasperler og fingerringer. —
Kom, lat os gå! sier han til sine kamerater.
Nu hadde vel Aronsen egentlig ætlet sig længer op i marken
denne morgen siden han var på vei, han vilde kanske se om
alle gruver var øde, om det var sandt at hver eneste mand var
borte; men da disse sækhandlere er så stride på å ville videre
blir han i grunden hindret i sit forehavende, han må atter og
atter råde dem fra å fremture. Aronsen er rasende, han går
foran karavanen nedover og snur sig alt i ett og skriker til den,
gjøir imot den, han værger sit område. Således kommer de ned
til barakkebyen.
Den er tom og trøstesløs. De vigtigste redskaper og maskiner
er sat i hus, men stokker, bord, brukne kjøredoninger, kasser og
tønder ligger alle vegne og driver; på et og andet hus er slåt op
plakater som forbyr adgang. 4
Der ser dokker! roper Aronsen. Ikke en kjæft! Hvor dokker
vil hen. Og han truer karavanen med store ulykker og lens-
mand; selv vil han følge den skridt for skridt og se om den
sælger ulovlige varer. Så er det tugthus og slaveri, bom konstant.
Pludselig er det nogen som kalder på Sivert. Byen er ikke helt
forlatt, ikke stendød, en mand står og vinker fra en husnov.
Sivert rugger imot ham med sin bør og ser straks hvem det er:
det er Geissler.
Et mærkelig træf, sier Geissler. Han er rød i ansigtet, blom-
strende, men hans øine er vel blit såre av vårlyset, han bruker
grå næseklemmer. Hans tale er livlig som før: Et brillant træf!
sjer han, det sparer mig reisen til Sellanrå, jeg har så meget å
stå i. Hvormange nybygg er det i almenningen nu? — Ti.
— Ti nybygg? Det nikker jeg til, jeg er tilfreds! Det skal være
32 tusen slike karer i landet som din far! sier jeg og nikker
igjen, jeg har regnet det ut.
%»
—-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
