Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
Kommer du, Sivert? roper karavanen. — Geissler lytter og
svarer rapt: Neil — Jeg skal komme efter, roper Sivert og
løfter børen av sig.
De to sætter sig og taler sammen, Geissler har ånden over
sig og tier bare hver gang Sivert gir et kort svar, så går han løs
igjen: et enestående træf, Jeg kan ikke glemme det! Alt har
gåt så utmærket På min reise, og nu dette at jeg træffer dig her
og sparer mig omveien over Sellanrå! Det står vel til hjemme?
— Ja Dokker skal ha tak som spør! — Har dere fåt op foder-
huset ovenpå stenfjøset? — Ja. — Forresten er jeg så optat, det
vokser mig vel snart over hodet. Ser du for eksempel hvor vi
sitter nu, Sivertmand? På en byruin. Dette her har nu mennes-
kene reist op stik imot sig selv. I grunden er det mig som er
skyld i altsammen, det vil si: jeg er en av mellemmændene i et
lite skjæbnespil. Det begynder med at din far fandt nogen små-
stener i fjældet og lot dig leke med dem da du var barn. Det
begyndte det med. Jeg visste godt at disse stener bare hadde
den pris som menneskene vilde gi for dem, godt, jeg satte en
pris på dem og kjøpte dem. Siden gik stenene fra hånd til hånd
og avstedkom sin ravage. Tiden gik. Nu møtte jeg op her for
nogen dager siden, og vet du hvad jeg vilde her? Kjøpe stenene
tilbake!
Geissler tier og ser på Sivert. Så får han også øie på sækken
og spør pludselig: Hvad er det du bærer? — Varer, svarer Si-
vert, vi skal ned i bygden med dem. —
Geissler har vel ingen interesse for svaret og har kanske ikke
hørt det, han vedblir: Kjøpe stenene tilbake altså. Siste gang
lot jeg min søn sælge, det er en ung mand på din alder og ellers
intet. Han er lynet i familjen, jeg er tåken. Jeg er av dem som
vet det rette, men gjør det ikke. Men han er lynet, for tiden
har han stillet sig i industriens tjeneste. Han var den som solgte
for mig sist. Jeg er noget, det er ikke han, han er bare lynet, det
snare nutidsmenneske. Men lynet som lyn er goldt. Ta dere Sel-
lanråfolk: dere ser hver dag på nogen blå fjæld, det er ikke op-
fundne tingester, det er gamle fjæld, de står dypt nedsunkne i
fortid; men dere har dem til kamerater. Dere går der sammen
med himlen og jorden og er ett med dem, er ett med dette vide
og rotfæstede. Dere behøver ikke sværd i hånden, dere går livet
barhændt og barhodet midt i en stor venlighet. Se, der ligger na-
turen, den er din og dines! Mennesket og naturen bombarderer
ikke hverandre, de gir hverandre ret, de konkurrerer ikke, kap-
løper ikke efter noget, de følges ad. Midt i dette går dere Sellan-
råfolk og er til. Fjældene, skogen, myrene, engene, himlen og
stjærnerne — å det er ikke fattig og tilmålt, det er uten måte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
