Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33
konsulen og lastet med planker i retur. Så gjorde de op for alt-
sammen og seilte.
De gyldne dager var forbi, Oliver var atter på bar bakke.
Hvorledes var det egentlig gåt til? Javel, bergelønnen var ikke
til å komme forbi, men Oliver måtte dele den med de to andre,
med de to fiskere, så det blev ingen formue på hver. Skal jeg
ikke engang ha brorparten? spurte Oliver. Han fik brorparten
og desuten særlig betaling for pumpingen. Men han hadde fåt
det i forskud altsammen, og hvorledes var det gåt til!
Han hadde hat utrolig godt av den lille medgang, men nu
var den forbi. Han var forurettet. Hvad syntes Jørgen og hvad
syntes Martin på Heia? Han drev over til Mattis for å høre hans
mening. |
Mattis var rar idag, en gåte. Han svarte ikke på Olivers hilsen
og han skaffet ikke kryplingen sæte. Han så ut til å være sint,
ja når en mand skjærer tænder og hopper litt så kan det næsten
ikke være tvil om hans sindsstemning.
Oliver var opfyldt av sit: at han var blit holdt for nar, han
var kommet ut for et net fadervor! Se nu for eksempel at det
var mig som fandt skibet og berget det, men hvad fik jeg for
det! Jeg angrer på at jeg tok imot en eneste skilling, og jeg skal
Herren fryde mig slænge det i dem igjen!
Ti stille med skvaldret dit! skrek snedkeren pludselig.
Oliver så på ham: han arbeidet som en galning og dirret på
hænderne av ophidselse. Var han fuld? Dersom han lystet å ha
fiendskap så kunde han få det, Oliver rettet på sin ruvelige over-
krop.
De dørene mine vil jeg ha igjen, sa Mattis.
Nå, sa Oliver. Hvad det var du sa? Dørene?
- Jeg vil ha dem igjen! fræste snedkeren. Jeg har betalt dig for
dem, de var mine. Forstår du mig ikke: dørene!
Da blev Oliver litt stum over så megen urimelighet, men han
svarte bare: Du gav mig dørene. Og det kunde du gjærne gjøre
efter alt det vi har hat sammen.
Mattis slængte verktøiet og stillet sig ret op: Hat sammen?
Jeg vil ikke ha en eneste bidige smule sammen med dig. Nei.
Ikke så meget som et pusk. Hvad har jeg igjen for det? Nei
det er som jeg har sagt: at når de er av det slaget at næseborene
går ut og ind på dem så skal du ha tak. Men korsom er så har
jeg ikke bruk for at du kommer her rækendes mere, og dørene
mine skal jeg ha igjen!
Maken til urimelighet! Oliver var kommet på en fredelig
måte og vilde få litt medynk, han blev tværtimot utjaget. Det
må være noget med Petra, tænkte vel Oliver. Han sa: Dersom
3 — Hamsun: VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
