Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Då
telse gjennem avkommet. Hvad mener De nu for alvor om det?
Jeg går ut fra at De har skjæmtet med os til nu.
Aldeles ikke. |
Ta nu for eksempel mig: jeg er postmester her i byen. Den
ene stilling kan forsåvidt være like god som den anden. Men
hvad slags håp kan da den barnløse dø med som selv ikke blev
til noget videre? Det er nu ingen tilfredsstillelse for mig å bli
til noget mere selv, tværtimot, nu glæder det mig hvis jeg aldrig
har været noget videre, så har jeg ikke brukt op ævner for mine
børn. Ser jeg tegn til før jeg dør at mine børn vil overstråle
mig i alle ting da vil jeg som naturlig er føle mig dypt tak-
nemmelig mot almagten. Noget av det sørgeligste jeg oplever
er således store mænds sønner og døtre, børn av navnkundige
forældre. De er sørgeligere å se end børn uten forældre. Man
kan Gudskelov godt tænke om mig at selv om jeg var blit til
det dobbelte av det jeg blev så vil mine børn bli mere. Det er
netop dette som skal være mit håp når jeg dør. At jeg altså selv
er steget ved mine børns stigning. At jeg ikke hadde Goethe-
sønner.
Postmesterens teori tiltalte ingen, det var en teori og en trøst
for mislykkede personer som lite hadde nådd i livet, det var
ikke for folk i store stillinger, ho. De er en from mand! sa dok-
toren venskapelig. Og konsul Johnsen han var jo pokkers meget
selv og ikke bare far til børnene sine, ja han kunde bli endda
mere end han var, han stod opret på fri bane og han hadde
også noget i kikkerten, noget nyt i kikkerten. Men konsul John-
sen vilde også være venskapelig mot postmesteren og ikke en-
gang være nedlatende, han nikket og sa: Efter mit ringe skjøn
er det meget i det De mener, postmester.
Skjøn! avviste doktoren.
Sakfører Fredriksen som til nu var blit plaget med Henrik-
sen på Værftet brøt ind: Jovel, skjøn. Men vi.ungkarer og barn-
løse har jo også et skjøn.
Og i samme øieblik frygtet vel alle for at nu var det forbi,
ingen vilde få et ord ind mere. Konsulen påskyndet sin gang,
slog sin dør op og tok imot: Vi skal prøve å bli enige om et
- glas vin ialfald! sa han smilende.
Samtidig med at selskapet gik ind trådte unge Scheldrup ut
på gaten kjøkkenveien. Han brydde sig vel ikke om slike ørkes-
løse diskussioner som dem postmesteren fik istand. Det kunde
ingen fortænke ham i. Livet er ingen gåte i hans alder. Sommer-
natten hører ungdommen til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
