Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
om, men det at han overhodet gjorde det, sat i en skog og
spilte. Og nu skal De høre: han fortalte om et slags æolsharpe
som han hadde set hos en jøde, den hadde strenger av for-
skjellig tykkelse og av forskjellig metal, av stål, kobber, messing
og sølv, det hang små kugler ned som vinden førte ind på stren-
gene og gav dem bløte slag. Så spilte æolsharpen. Det var rart
å høre denne mand med slike ord i munden. Nei han har ikke
ståt stille i alle sine jordliv, han hadde oparbeidet en liten
haveflæk i sig med en enkelt blomst. Så kommer det an på om
han skikker sig slik denne gang at haveflækken blir større i den
næste tilværelse.
Hele denne teori må vel begynde med om det overhodet
findes et personlig ophav.
Hvor vil De begynde, sier De? Findes det ikke også et op-
havets ophav? Vi stanser i tide og sætter dette personlige ophav.
Det er mere umulig å hjælpe sig uten. Spørsmålet unddrager sig
jo vor fatteævne, men vi har trang til en magt, en nødvendighet
bak alt, vi vet intet positivt om den, men den er til for os i
kraft av vor trang til den, og denne trang er igjen til som en
del av det ophav vi tilhører. Vi er utstyret med den; var den
ikke til noget vilde vi ikke ha den. Synes De at disse slutninger
er urimelige?
Jeg forstår mig ikke på det, jeg vet ikke.
Ikke jeg heller vet noget, ingen vet noget. Men vi har ett lys
som aldrig slukkes. Ellers vilde alt være mørkt.
Hvad er det for et lys?
Det er mennesketanken. Den går vild og den feiler, men vi
kan være viss på at den er til. Og den hører med til vort utstyr,
den .er av guddommen.
Taushet. Begge herrerne sitter og tænker efter.
Konsulen spør: Guddommen — hvad for en? Dugde vor men-
nesketanke til noget så kunde den vel endelig en gang finde
den rette guddom.
Den er funden. I og med vor trang til den.
Men menneskene skifter jo ut den ene guddom og antar den
anden. Grækerne har skiftet, ægypterne har skiftet, vi nordboer
har skiftet. Nu sætter vi gamle gudenavne på vore fiskejagter.
Om forlatelse, sier postmesteren, her taler De om guder, jeg
om guddommen. De taler om teologi.
Ny taushet.
I grunden var jo dette kjedelig underholdning og konsulen
vilde vel ha gåt sin vei, men han hadde ikke i øieblikket nogen
steder å gå, hjem nødigere end alt. Og så var det dette under
ved postmesteren at han alle dager, år efter år gik omkring med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
