Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
sin tilfredshet. Hvem andre var tilfreds? Gamle og unge, små og
store — alle hadde otte og hastverk, alle bar på byrder, en mis-
lykket akademiker og småbypostmester næsten alene undtat.
Var han en dum mand, en godfjot? Kanske. Men dermed var
man ikke færdig med ham, ånei. Han var for eksempel ingen-
lunde altid eftergivende og ydmyg, konsulen hadde hørt ham
forsvare sig med sikkerhet. Han vilde gjærne ha fred, men fik
han den ikke så tok han den. Ånei man kunde ikke trampe på
ham. Det plagsomme ved ham var hans filosofiske funderinger,
de gik endeløst ut over andre, og for folk som forstod sig på
det var de en rædsel.
Og hvorfor holdt han ikke sin mund? Visstnok fordi han
mente å ha noget å tale om. Men en ensom røst var han i sin
by. Det var så stille i hans hjem, hans kone sa ikke stort av sig
selv, hun svarte når hun blev spurt og skjøttet sin huslige gjær-
ning, i postmesterens hjerne dæmmet da alskens grublerier op,
han mumlet og talte med sig selv, men det forslog ikke altid,
stundom måtte en uskyldig byens borger undgjælde og høre på
en utredning så langt hinsides trælastpriser og skibsfragter.
Dersom konsul Johnsen hadde kjendt sig i sit daglige virk-
somme lune, dersom han ikke just nu var uroet av noget og
vilde prøve å finde en fremmed fred så hadde han gåt sin vei
ja. Nu sat han fremdeles der. Han lot som han i grunden ikke
hadde tid til det, men gjorde det ene og alene av høflighet mot
en snil mand, han så på sit ur, han åpnet pludselig sin taske
og kikket nedi, om ikke et brev muligens var efterglemt. Så sa
han henkastet: Ak den mennesketanken hvor den leter og leter
og ikke finder. Det er vel ikke stort ved den, postmester? Eller
hvorledes?
Den er det eneste vi er sikker på ja. Lyset som brænder og
som slukkes først med verdenslivet. Det betyr i virkeligheten
nok for os. Hvad dette lys virker til, hvad det spreder av mørke
er en anden sak: om vi snurrer rundt i endeløse ringer av vild-
farelser så er det kanske netop dette som er bevægelsen, er
livet; det glatte løp ret frem vilde være uten friktion og måtte
lamme bevægelsen. Hvis det var til noget så skulde vi knæle for
mennesketanken, for lyset, ja var vi religiøse, hadde vi barm-
hjærtighet med os selv så erkjendte vi med ærefrygt menneske-
tanken. Men vi er for forstandige, vi bøier ikke hodet. Vi lærer
så meget jordisk mekanik. Hvor vi leter og leter og ikke finder,
sier De. Det er jeg ikke enig med Dem i. Jeg kan være enig i
at vi ikke finder, men at vi leter — nei. Men hvorfor skulde vi
lete når vi ikke finder? Jo hvis selve letingen er bevægelsen mot
et formål. Men vi leter lite, det er få som leter, vi går istedet og
”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
