Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
derne når han så skyggen av sin mor på gardinet. Det var rør-
ende, retten blev selv rørt, og det har meget å si at en ret blir
rørt.
Det kom op et eiendommelig træk av matrosen Adolf: da hans
tøi og han selv blev visiteret kom det for en dag at han var
stærkt og liderlig tatoveret over hele kroppen. Det var så påfald-
ende griset, og på spørsmål om hvor han hadde fåt det gjort
svarte han: I Japan. Disse tegninger skadet Adolf særdeles meget
i forhørsdommerens øine, men kunde ikke overbevise om post-
røveri. Andenstyrmand var uten tatovering og svært ren og pen
på kroppen, så han greide sig meget bedre, ja det kom begge de
mistænkte noget tilgode.
Nei så blev det ikke til mere med postrøveriet, det var nu for-
resten heller ikke så overhændig meget tyven eller tyvene hadde
fåt tak i: en syv, otte tusen kroner i bankoposten. Dersom det
da var flere om dette bytte blev det jo ikke stor part på hver.
Man kunde fristes til å si: Vel undt!
Affæren var ikke stor længer, politi-Carlsen viste ingen nid-
kjærhet i efterforskningen, hvad nu heller ikke kunde være å
vente eftersom hans egen brorsøn og derved også han selv hadde
fåt ubehageligheter av saken. Men heller ikke politi-Carlsens
overordnede la vægt på å gå til det yterste: det var tåpelig å
yppe kiv med England for en småtings skyld, desuten var det et
almindelig ønske i byen at smed Carlsen blév skånet, en mand
som hadde fortjent bedre børn end han hadde.
Men nu postmesteren? Han hadde tat sig så nær av katastro-
fen at ingen kunde kjende ham igjen, en bøiet og brutt skikkelse
med flakkende blik og en stadig mumlende mund. Den ære-
kjære mand hadde ikke kunnet bære skammen og skaden som
- var overgåt hans embede, noget andet hadde han jo ikke å sørge
over efterdi hans søn intet galt hadde gjort. Postmesteren var
gjenstand for alles medynk. Rigtignok hadde han under hele sit
ophold her i byen kjedet livet av fornuftige folk med sin evinde-
lige religiøsitet og sit metafysiske snak på gater og stræder, men
nu da skjæbnen hadde rammet ham husket man langt flere dy-
der end lyter hos denne hjemsøkte sjæl. Var det ikke han som
hadde tegnet storskolen, dette søilehus som de reisende kunde se
alt fra sjøen og derefter mindes til sin dødsdag? Nu sat han her
med formørket forstand og var ringere end et barn.
Han er salig og mørk og død, sa doktoren. Jeg forstod det på
ham i det siste, hans øine var begyndt å stikke, han var blit skjør
og trængte bare en dråpe motgang for å bukke under. Troen har
fældt ham.
I motsætning til alle andre hadde doktoren vanskelig for å
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
