Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
hende? Og hvad levemåten angik så var det jo bare å bestemme
den selv, man kunde ikke nævne en eneste ting som ikke var å
få. Alle livets behageligheter var her samlet på ett bræt, aviserne
kom både morgen og kvæld, musiken spilte, Stortinget flaget;
om søndagene kunde man ligge i sengen hele dagen om man
vilde, eller man kunde gå i teatret eller kjøre en tur. på sporvogn
eller spasere i Studenterlunden eller høre et godt foredrag. Hvad
hadde man her på stedet! Dersom hun vilde som han så reiste
hun herfra —
Heller ikke dette var egentlig sang, men det var ikke så galt
allikevel og frøkenen burde ha vist nogen interesse, men. nei.
Gud vet hvad som kunde få denne dame til å bli litt styrløs. Han
flytter sig i to forsigtige skift nærmere til hende og når hende
tilslut, å han har lært noget i hovedstaden, han famler mere
frygtløs, han får armen om hende og sier at kjære frøken, sier
han, om de kunde komme i litt bedre forståelse —
Hun reiste sig, det gjorde hun, reiste sig op, men hun Iøp ikke
på dør, damen stod ikke foran noget uundgåelig, hun så bare
på ham og sa: Jeg håper De er nobel, Fredriksen?
Naturligvis. Hm. Men damer pleiet tværtimot å synes godt om
litt kurtise, sa han og nikket og blinket med det ene øie som om
han hadde god greie på det. Han hadde ikke ment noget galt
med det, bare en tilnærmelse, hun visste da hvem han var,
kjends folk —
Ja det vet jeg vel, svarte hun og satte sig i sofaen.
Han hadde jo nu været sammen med masser av damer, det
manglet ikke, været i selskaper og på slottet og hørt store sanger-
inder og altsammen — åja, jo somme var rigtig finfine og ene-
stående, efter hans smak, de var dypt nedringet og neiet bak-
over og hadde halskjæder og diamanter. Men til å stifte familje
med og ta dem til livsledsagerinde — nei! tordnet Fredriksen
og rystet på hodet. Da hadde han derimot altid husket en
viss dame i hans egen lille by og hende hadde han sat alt sit
håp til —
Til Fia, sa frøken Olsen.
Hvor det kom pludselig! Han hang litt fast med det samme
og spurte bare: Hvorfor nævner De hende?
Frøken Olsen smilte.
Fia, sa han. Lat hende være, lat hende gå der med rød hat og
lat hende male. Er det ikke sandt jeg sier, kan man tænke sig
en unyttigere skapning? Men det skjeller ikke os, jeg forstår ikke
hvorfor vi taler om hende. Ja misforstå mig nu ikke, frøken,
kunsten og pene billeder og skilderier har sin store betydning.
Men Gud hvor det kvindemenneske er ulikt Dem; frøken, hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
