Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
har ikke halvdelen av Dem, tynd og tander og lange skonker.
Gud fri mig!
Det kunde ikke være frøken Olsen ukjært å bli foretrukket for
en gangs skyld og regnes for den første, sakføreren på sin side
sparte ikke på det: var hun uvant med påskjønnelsen så skulde
hun nu få den! Frøken Olsen reiser sig sandelig og sætter aske-
bægeret bort til ham, så han kan ha det godt, og ved denne
venlighet, denne huslighet, rev vel kjærligheten ham med, han
tok hende i armen. Hun gjentok det samme: De skal være nobel,
Fredriksen! og flygtet ikke som en drøm, men kom til å falde
ned på stolen ved siden av. Han var jo ikke farlig og opætende,
han var bare litt grov og udannet som alle mandfolk — hvad som
forresten ikke vanklædte mandfolkene.
Men De må indrømme at De har været stærkt optat av Fia, sa
hun.
Av Fial At hun gad si det, at hun tok det i sin mund! Hør nu
her, en malerinde, den rene bleksotten! Han vilde reise verden
rundt for frøken Olsen, men det vilde han ikke for Fias bille-
der. Ser De der! Kunsten javel, men til daglig holdt han mere
av frøken Olsens ben og armer og brystparti og figur i det hele
tat. Å frøken! sa han.
Hun har pene tænder.
Var det fremdeles Fia de talte om? Det var satan så seig
frøken Olsen kunde være når hun begyndte på en ting. Han
svarte med å hælde over mot hende, betydelig mere over, med å
få sin arm rundt hende og kose sig ved den varme ryg. Og natur-
ligvis talte han imens: Nu skulde han si hende hvem som hadde
pene tænder. Og nu skulde han si hende hvem som var en pen
og staselig pike og en pryd i hendes rike hjem. Han hadde jo nu
været på større steder og likefrem på høiere steder, så han kunde
sammenligne, og det vilde han hævde at maken til deilig skap-
ning og til statur i det store og hele tat — hvorimot Fia, se nu
nedover Dem selv, frøken, og se så på Fia, det er Gud hjælpe mig
som å komme fra skyerne ned på jorden. Og forresten alt hun
sier og gjør og ser ut så er det kunster og finesser og blonder
og skaperi altsammen.
Her måtte frøken Olsen le av blonderne og sakføreren fik
endda mere mot: Hadde det endda været bukseblonder! sa
han.
Han kjendte at hun glidde litt unda i ryggen som om hun
vilde reise sig, men hans arm holdt fast: Ja det måtte han rent ut
si. Og hohoho, lo han, det var ikke luft man vilde gifte sig med.
Han var ikke av dem som hatet livets fryd, tværtimot så var han
en ven av gode narrestreker og behageligheter på det område,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
