Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Men de har ikke kultur, sa Fia trøstende.
Nei. Men de er så rike. Tænk, nu har de fåt krystal skylleskå-
ler!
Det smilte mor og datter av og blev i det store og hele litt
muntrere. Selv fru Johnsen hun lå der med sit gule ansigt og sin
sorg og motgang, men hun sa: Jaja nu får vi se når Schel-
drup kommer, han vet kanske en råd!
Jada, frygt ikke mama! Nei ser du, kunstnerne de har ikke
fundet så meget å kritisere. Det er bare det at jeg mangler litt
glød, synes de. Men det skal jeg påta mig å vise dem, å de skal få
se!
Hun talte videre om dette.
Der sat frøken Fia. Hun var nu godt ute i årene, ferskenhu-
den i hendes ansigt var ikke længer frisk, hun var overmoden,
det begyndte å bli noget efterlatt ved damen. Hun hadde pas-
seret alle sine år uten å lykkes, men også uten å mislykkes, in-
tet hadde været istand til å ændre hendes sind, hun var upå-
virkelig og henrivende selvsikker. At hun ikke hadde faret vild
kom av at hun overhodet ikke for. Hvorfor skulde hun fare?
Hun var så skikkelig og så stængt. Hendes kjærlighet og hendes
morskald gav sig utslag i billedmaling, hun hadde hele tiden
hat råd til denne sysel, hun malte hverken av ytre eller indre
nødvendighet, men hun malte. Ingen så hende nogensinde
græmme sig over sig selv, hun feilet ikke, gjorde ingen ondt,
ødslet ikke, hun talte pent, neiet. En dag kunde hun ha spurt
himlen over sig og jorden under sig: er jeg nogen? er jeg noget?
Det skulde hun bra spørre om!
Frøken Fia — kanske tålte hun ikke vægten av sine egne
fortrin, at de kanske var en byrde på veien. Det er ikke godt å
være helt uten trængsler og helt uten anger over sig selv.
Jeg et koldt menneske? sa hun og reiste sig fra sengen. Og
så skulde jeg ikke kunne sparke op?
Mor og datter var nu begge i godt humør og kunde spase,
morn satte sig op i sengen og smålo iblandt, de var begge av ens
temperament og like velsignet rede til å glemme mørke erin-
dringer.
Fia foregav oplagthet, ho, hun sparket litt bakut som om hun
var ikke så lite fuld av dårskap, slet ikke så lite, og hun gjorde
små albuestøt akkurat som om hun nufset forelsket til nogen ved
siden av sig. Det var ikke ilde eftergjort. Hun løftet skjørterne
i hænderne så hendes hvite benklær blev synlige helt op, de var
så fine og makeløse, så fulde av blonder og sløifer, ja så paradi-
siske, og nu kom de for dagens lys og Fia spændte høit op med
venstre ben. Herunder så hun rigtig så forhåpningsfuld ut som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
