Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Testamentet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TESTAMENTET.
143
glemt af alle de andre; man syntes også, det
var meget mere ensomt, når man lå, end når
man gik oppe. Så lyttede man efter trin, og
der kom ingen. He, hvem skulde komme?
Men nu havde hun da hold i Henriette.
Ene! »Ja, det er Deres egen skyld; De
kunde have giftet Dem, min søde!« Sådan
plejede gamle frk. Feldmann at sige. Ja tak
ilige-måde! Men der var da forresten ingen bud
der, hihi! — Nej, hun sagde såsandt tak for
sig. Hun havde set nok af det, da hendes
fader giftede sig andengang. Hun skammede
sig den dag i dag på hans vegne, den
halvgamle mandsperson. Der gik hendes
stedmoder i ét væk og var i omstændigheder. At
noget fruentimmer med biot en lille smule
anstændighedsfølelse vilde! Det var ligesom
hendes egen hunhund i sin tid. Men den fik
da også sporenstregs et par mursten om halsen
og herut i mølledammen. Og al den
modbydelige stank og støj og urenlighed! Nej,
sålænge hun kunde trække vejret i sin hals,
vilde hun takke Vorherre så mindelig, for at
han havde bevaret hende for det. Og hun
havde såmænd nær været tosset nok til at
bære sig ad som andre.–Som han kom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
