Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Femte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
og syge; der var nu bleven saa trist og koldt,
ikke en Lysstraale trængte ind til dem.
Grossereren kørte hver Morgen ind til Byen,
akkurat som han plejede, og vendte først hen ad
Aften hjem, hans Hustru stod bleg og stille og
modtog ham; alt gik tilsyneladende sin vante
{jang, men han savnede to bløde Arme om sin
Hals, naar han traadte ind i Spisestuen, to søde
Øjne, der saa kærlig paa ham, og et Smil, der
plejede at trænge lige til hans Hjærte, som hver
Dag fortalte ham: «jeg er lykkelig, velsignede
Paps.»
«Paps» var rent glemt der i Huset, det lød
ham aldrig mer bedende, lokkende kærlig i Møde,
nu var han kun: Haase og Far.
Hvor han længtes efter gamle Dage, og dog
-vidste han, at de aldrig mere vilde vende tilbage
for ham. Han selv kunde ikke se Livet med de
glade Øjne, som før havde formildet saa mange
smaa Stød, der kom ude fra, og ladet ham
glemme Modgang for blot at huske, at han og
alle hans var Lykkens Skødebørn.
Nu var han modtagelig for hvert lille Tryk,
der mødte ham, alt saarede og opirrede ham,
hans Kontorpersonale, som elskede ham, fandt
ham nu ofte vanskelig og urimelig; ogsaa der
var Glæden og det friske Liv som bortblæst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
