Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Ottende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«7
igennem hele Livet. Saa kom Angest og Uro
tilbage: Trængte han i det hele taget til en
Støtte, han, der var saa stærk i ’Kamp og Sorg
. . . blev hun ikke snarere en Byrde for ham?
Dette Spørgsmaal besvarede hun med et bestemt:
Nej; hun følte og vidste, at hun havde Mod til
at gaa ved hans Side og at hjælpe ham i enhver
alvorsfuld Gerning, at trøste og støtte ham, naar
han var ulykkelig og tvivlede paa sig selv.
Hun rev Brevet i Stykker, hun vilde gaa
til ham, det levende Ord var mere end den
døde Skrift, skønt hun havde forsøgt at lægge
sit Hjærte i det; men før hun gik, vilde hun se
sine Forældre . . . hun vidste ikke, om de vilde
se hende efter det Skridt, hun nu agtede at gøre.
Med angestfuldt tankende Hjærte traadte hun
ind til siri Moder, og dog vaklede hendes
Beslutning intet ’Øjeblik.
«Moder, velsignede Moder, jeg kan ikke gaa
bort i Dag, uden at Du først har lagt din Arm
om mig og velsignet mig, giv mig et Kys, som
Du plejede i gamle Dage; hvem véd, om Du vil
kysse mig, naar jeg kommer hjem igjen.»
Moderen begyndte at græde, men slog
alligevel begge Årnte om sit Barn og kyssede hende
saa kærligt, som da hun var lille og endnu sad
paa hendes Skød —. Ak, fra Skødet var hun
voxet for lang Tid siden, og nu var hun i Færd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
