Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
trot, hvert Menneske havde en Vilje at staa imod
med, naar det var ærlig ment. Du, Ellen, har
ogsaa en, i al Fald, naar det gælder ondt, det
har Du ofte nok vist; vis det nu ogsaa en Gang
til det gode. Staa imod, saa bliver jeg her og
rækker Dig Haanden, en Haand, Du kan stole
paa; men vil du ikke tage Dig sammen, saa maa
alt være forbi mellem os.»
«Du har Ret!» sagde Ellen og rejste sig fra
Lyngtuen, hvor hun sad. «Nu har Du lukket
op for mine blinde Øjne, og jeg ser tydelig, vi
to passe ikke sammen. Mo er Inger har tit nok
sagt, Du var meget bedre end jeg, men den
Gang trode jeg hende ikke. Nu tror jeg det,
derfor maa vore Veje skilles. Lige Børn lege
bedst, har jeg hørt, fra jeg ikke var større end
saa — og at det er sandt, forstaar jeg nu. Men
for min Skyld skal Du ikke miste din gode
Tjeneste og drage ud paa Havet, Gud forbyde det!
Bliv Du, hvor Du er, det er mig, der rejser.»
«Ellen! Ellen!»
Men Ellen var allerede langt borte, hun fløj
hen ad Vejen som en forfulgt Hind, uden at se
sig om; forpustet naade hun Hytten, hvor saa
meget Solskin og saa megen Skygge havde
fundet Vej til hendes unge, livsglade Hjærte;
hun kastede sig træt paa en Stol og saa sig
haabløs om.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
