Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pelargonium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
glinsende, saftige Blade og karminrosenrøde Blomster;
den omfatter enkelte vildtvoksende Varieteter og
har været dyrket siden 1701; P. Radula L’Herit.
har dybt haandsnitdelte vellugtende Blade med
smalle Flige, hvis Rande er tilbagebøjede;
Blomsterne er smaa, lyst purpurfarvede; P. zonale
Willd. har noget tyndere, mindre behaarede Skud,
end P. inquinans, Bladene er forsynede med et
mørkt Baand, og Blomsterne er karminrøde,
uregelmæssigt formede; den bragtes til England i
1710. Af disse Arter, hvoraf de fleste dog ikke
mere findes i Kultur, er der i Tidens Løb
fremkommet en uendelig Mængde Varieteter og
Hybrider, som er af overmaade stor Værdi som
Prydplanter. De henføres sædvanlig til følgende fire
Grupper:
1. Storblomstrede Pelargonier
(Engelske P.), der hovedsagelig synes at nedstamme
fra P. cucullatum, men ogsaa fra P. angulosum
og P. grandiflorum og maaske endnu nogle Arter.
Ved fortsat Dyrkning har man af disse
Pelargonier efterhaanden frembragt en Mængde
prægtige, snart høje, snart lave Sorter med store, ofte
halvfyldte, baade ensfarvede og flerfarvede
Blomster i alle Farveafskygninger fra rent hvidt til
det mørkeste rødbrune og rødviolette. Særlig i
Tyskland har man i den nyere Tid tiltrukket
mange smukke lave og rigtblomstrende Sorter. Af
ældre og nyere gode Sorter kan nævnes:
Amethyst, lyslilla; Edward Perkins,
skarlagenrød; Germania, rød med sorte Pletter;
Gräfin Zeppelin, hvid med karminrøde
Pletter; Mme. Thibaut, hvid og rød;
Primadonna, lysrosa med smaa mørke Pletter;
Schneewittchen, hvid og karminrød. De
storblomstrede Pelargonier blomstrer rigt og
tidligt og er prægtige Dekorationsplanter i Koldhus
samt ganske udmærkede Stueplanter, men da den
enkelte Sorts Blomstringstid er lovlig kort, har
man i den nyere Tid med nogenlunde Held
bestræbt sig for at tiltrække remonterende Sorter,
hvoraf Ostergruss kan nævnes. Kultur:
Formeringen foregaar bedst i Juli Maaned, idet
Skuddene paa de paa denne Tid afblomstrede
Planter skæres ned paa 2-3 Knopper, hvorved man
erholder Stiklingemateriale til Formeringen.
Stiklingerne gøres 2-3 Led lange, men maa ikke være
for træagtige ved Basis, da Roddannelsen saa
foregaar mere vanskeligt. Stiklingerne sættes
enkeltvis og godt fast i smaa Potter i en Jord, der
er fri for al Gødning og holder godt paa
Fugtigheden, for at man om muligt kan undgaa
Vanding mellem Stikningen og Roddannelsen. Jorden
kan passende bestaa af Markjord og findelt
Sphagnumtørv iblandet rigeligt Sand. Efter Stikningen
vandes, hvorpaa Potterne anbringes i en afbrugt
Drivbænk, hvor de saa vidt muligt holdes i
indesluttet Luft med Skygge uden Vanding, til
Rødderne er dannede. Paa varme Dage gives Luft,
men helst forneden paa Vinduerne, for at de
øverste Planter ikke skal tørre for meget; bliver de
trods alt tørre, maa der vandes, men efter en
Vanding bør der gives lidt Luft, for at den overflødige
Fugtighed kan fordampe. Afpudsning af
Stiklingerne maa foretages for at hindre Raaddenskab i
at brede sig. Efter 3-4 Ugers Forløb vil en Del
af Stiklingerne have dannet Rod og begynde at
vokse, de flyttes da bort og sættes i en anden
Karm, hvor der gradvis gives mindre Skygge og
mere Luft saaledes, at Vinduerne til sidst kan
aftages i godt Vejr. De største Planter kan
omplantes i lidt større Potter, Skuddene knibes, og det
paases, at Rødderne ikke vokser gennem
Bundhullet. De mindre fremmelige Stiklingeplanter
tildeles efterhaanden den samme Behandling, som de
større, men omplantes dog ikke. Sidst i
September indflyttes Pelargonierne i et lyst Sadeltagshus
med Gavlene i Nord-Syd, hvor de opstilles med
rigelig Plads imellem Planterne, og hvor der
holdes en Varme af 5-6° C. og tør Luft; man maa
ofte bruge Varmeapparatet og give Luft samtidig.
Der vandes sparsomt og meget forsigtigt. Sidst i
Januar forhøjes Varmen til c. 8° C., og naar
Planterne c. midt i Februar begynder at vokse,
omplanter man de kraftigste Planter fast i vel
drænede Reseda- eller Sommerlevkøjpotter i en
Jordblanding af 3 Dele Græstørvjord, 1 Del gl.
Gødning og 1/2 Del Grus samt lidt Superfosfat. Efter
Omplantningen vandes sparsomt, indtil Rødderne
har udviklet sig, hvorefter Varmen gradvis
forhøjes til 10-12° C. Der gives efterhaanden rigelig
Luft, og skinner Solen i Løbet af Foraaret for
kraftigt, særlig under Blomstringen, skygges lidt.
For at Luften ikke skal blive for tør overvandes,
men Sprøjtning af Planterne bør ikke finde Sted.
Pelargonierne maa have rigelig Plads, og
Opbinding foretages, naar den er fornøden. Vil man
have store Planter, omplantes endnu en Gang,
ligesom Grenene maa bindes ud fra hverandre. Under
Blomsterudviklingen, naar Rødderne omtrent har
fyldt Potterne, er det gavnligt at vande med
flydende Gødning. Ved Anvendelse af forskellige
Sorter kan Blomstringen bringes til at udstrække sig
over April-Juni Maaneder. Efter Afblomstringen
nedskæres Skuddene paa 2-3 Knopper, Planterne
stilles i en aaben Bakke, skygges lidt og
beskyttes imod Regn, for at de en Tid kan holdes tørre.
Senere vandes lidt, og efter 3-4 Ugers Forløb
begynder de unge Skud at vokse frem, og naar disse
er 2-3 cm lange, omplantes Pelargonierne i noget
mindre Potter end forhen samt i en mere
sandblandet Jord uden Kunstgødning. Vinduerne
lægges paa Bakken, og der gives kun lidt Vand og
Luft, indtil Rødderne er udviklede, hvorefter hele
Behandlingen foregaar ligesom ved de unge
Stiklingeplanter. Henad Foraaret omplantes disse
ældre Planter atter i større Potter i kraftigere Jord
og vil da kunne udvikle sig til særdeles store,
prægtige, blomsterrige Individer. Da grønne
Bladlus helt kan ødelægge de storblomstrede
Pelargonier, maa man stadig meget omhyggeligt
undersøge Planterne og ryge i Huset, saa snart Lusene
viser sig.
2. Rundbladede Pelargonier er
fremkomne dels ved Variation af P. inquinans og P.
zonale og dels ved Krydsning mellem disse og
maaske flere Arter. De kaldes ogsaa
Skarlagenpelargonier og Zonale-Pelargonier, hvilke Navne
dog ikke er rammende, da Sorterne hverken
udelukkende har røde Blomster eller kun stammer fra
P. zonale. Der er i Tidens Løb fremkommet en
Mængde Sorter, der nu er udviklede til en høj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
