Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Rød Taage og Søbriis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
Capitel V. Regn og Floder.
Modsætning. 246. Den Ro, som nu paafølger, er i høieste Grad behagelig.
Der er ikke en Sky paa Himmelen; Luften er aldeles
gjennemsig-tig; Andesbjergene synes at træde nær hen til Én, og Climatet,
der altid er mildt og behageligt, føles nu ved Modsætningen
dobbelt belivende og herligt. Aftenen indbyder til Ophold i det Frie;
Stadens Indvaanere komme ud, og Damerne ere klædte i luftige
Dragter; thi der er ikke saamegen Vind, at den letteste Fold kan
bringes i Uorden. Under den hele sydlige Sommer finder denne
Forandring Sted Dag efter Dag med den største Regelmæssighed,
og dog synes Aftenens stille Ro altid at komme uventet; thi man
kan ikke tænke sig, at den heftige Søbriis saa snart kan lægge
sig. Nu begynde Stjernerne at titte frem, i Begyndelsen
frygtsomt, som vilde de see, om Elementerne herneden havde ophørt
med sin Kamp, og om Jorden saae saaledes ud, at de vilde sende
sit blide Skin ned paa clen. Sirius eller hiin glimrende Verden
t) Argus er maaskee den af disse himmelske Vogtere, der først
sender en svag Straale; derpaa blinker en og atter en, men da
svinder det korte Tusmørke, og pludseligt bryde de glimrende
Anførere for Stjernehæren frem i al sin Glands, og Himlen er som
besaaet med tindrende Brillanter. I et eneste Øieblik, og
hurtigere end Beskueren kan fatte, synes Stjernerne at springe frem
fra deres Gjemmesteder. Nu ere alle Himmelens Kjerter tændte,
og de’ pragtfulde Stjernebilleder tindre i al sin Glands; først af
dem alle lyser dog det store Sydkors i blændende Herlighed frem
fra Rummets mørkeblaae Dyb. Det synes at give det ophøiede
Skuespil en hellig Storhed, der endmere forøger dets mægtige
Indtryk. „Ofte har jegw\ siger Maury, „staaet alene paa Dækket
under min Nattevagt, henreven af Beundring ved Betragtningen af
denne deilige sydlige Himmel. Med Undtagelse af sex, har jeg
der kunnet see, skinnende med en under vore Breder ukjendt
Glands, samtlige Stjerner af første Størrelse. Havet er roligt, og
indenfor mig ligger Staden slumrende ved dets Bred. Himlen
hvælver sig over mig som en blaa Kuppel, besat med Diamanter.
Det er saa taust og stille omkring, saa stille over mig, at jeg
ligesom er bange for at tale; det er som om jeg frygtede, at den
haarde Lyd af den menneskelige Stemme vilde vække Naturens
Echoer, og forstyrre den Harmoni, hvori Sjælen vugger sig. Og
" dog føder det første Blik mod det Høie en længselsfuld Tanke
paa Hjemmet; saa skjøn, som denne Himmel er, ere dens Stjerner
dog ikke de samme, som jeg saae i de hjemlige Egne. Derhenne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
